Det er i rollen som privatdetektiv på Hawaii, at Tom Selleck især kendes.
Tv-serien "Magnum P.I.", der var en af de mest populære i 1980'erne, indbragte den amerikanske skuespiller både en Emmy-pris og en Golden Globe.
Tom Selleck, der fylder 75 år den 29. januar, har desuden medvirket i flere film.
Blandt andet "Farlig vej til Kina" fra 1993 og "Tre mand og en baby" fra 1987, ligesom filmserien "Jesse Stone", og ikke mindst "Venner", har haft ham på rollelisten.
Thomas William Selleck, som det fulde navn lyder, er født i Detroit i en familie af efterkommere af engelske indvandrere. I dag bor han på en stor avocadofarm i Californien med sin kone, skuespillerinden Jillie Mack.
De har været gift i flere end 30 år, og da Tom Selleck for nylig blev spurgt, hvad opskriften er på et langt ægteskab, lød det, at han og Jillie først og fremmest er et godt team.
- Vi foretager os ikke noget eller træffer nogen beslutninger uden først at konsultere hinanden, sagde Tom Selleck.
Det er sagt om ham, at han måske er mest berømt for den filmrolle, som han aldrig fik. For faktisk skulle han have spillet Indiana Jones i "Raiders of the lost Ark" ("Jagten på den forsvundne skat").
Men producenten af "Magnum P.I." ville ikke lade ham arbejde på andre projekter, og i stedet gik rollen til Harrison Ford.
Tom Selleck er kendt som en både moderne og konservativ mand. Han tog barselsorlov, da hans datter, Hannah, blev født, hvilket var usædvanligt dengang.
Til det mere konservative hører, at han støttede republikaneren John McCains kandidatur ved det amerikanske præsidentvalg i 2008.
Også National Rifle Association (NRA) er tæt forbundet med Tom Selleck. Organisationen, der arbejder for privatpersoners ret til at bære våben, havde i en periode skuespilleren som talsmand.
Det markante overskæg er en del af Tom Sellecks image. Da han for nogle år siden skulle spille politikommissæren Frank Reagan i politiserien "Blue Bloods", overvejede han at barbere det af. Men det faldt ikke i god jord.
- Jeg tænkte, det kunne være en ny start. Producenterne var med på idéen, men der gik omkring en halv dag, før tv-netværket sagde nej.
- Og det var så den idé, har Selleck fortalt.
