Sommerferien i år går for langt de flestes vedkommende ikke til sydens sol, østens mysterier eller roadtrip og eventyr på den anden side af atlanten. Men der kan sagtens gemme sig både sol, glemte historier og en god gå- eller cykeltur ud i nærmiljøet i hele Høje-Taastrup.
Historiker Else Trier lægger nemlig op til, at børn og barnlige sjæle i deres sommerferie kan komme ud og opdage kommunens små og store historier gennem en fotojagt.
Da hun alligevel havde planer om at revidere en stribe byvandringer for voksne, er hun nemlig kommet på, at det også er oplagt at sende børn, unge og deres voksne ud på lokalhistorisk skattejagt denne sommer.
Skattejagt i børnehøjde
Derfor har hun lavet syv skattekort til børn med billeder og spørgsmål om de enkelte landsbyer i Høje-Taastrup, der via et link ét ad gangen henover sommerferien vil blive tilgængeligt i Lokalavisen Taastrup og som pdf-filer på www.sn.dk/taastrup.
- Når nu det er børnenes sommerferie, er det oplagt med en billedbåren skattejagt for dem. Det er en leg og skægt at gå rundt på skattejagt, og børnene får åbnet øjnene for den kommune, de bor i. Det er en leg, hvor de får lyst til at vide mere og samtidig får en god oplevelse, når de går rundt, siger Else Trier, der selv har testet hele skattejagten sammen med to af sine børnebørn, Freja på fem år og Vilfred på otte år.
- Vi har gået igennem en del af landsbyerne og været ude og se, om mine børnebørn kunne finde stederne (billedposterne på skattekortene, red.), og om de synes, det er sjovt, siger hun og fortæller om børnebørnenes begejstring og mange spørgsmål undervejs.
- Mine børnebørn synes, at skattejagterne er rigtig skægge. De spørger: Hvor skal vi hen i dag? Og nogle gange bliver det en konkurrence mellem dem. Jeg har også af og til spurgt dem, om nogle af billederne er for svære, så de har hjulpet mig med at evaluere skattejagten, fortæller historikeren, der med ét kalder sig selv for et stort legebarn og påpeger, at skattejagten også sagtens kan være for voksne.
Turen går til syv byer
Else Trier er cand.mag. i historie og dansk og flyttede til Høje-Taastrup i 1977. I 1980 blev hun ansat på Vestegnen HF og VUC, som dengang hed Taastrup Forberedelseskursus. Hun har således undervist i historie i mange år.
Hun har gennem tiden stået for mange lokalhistoriske byvandringer og er forfatter til bogen »Høje-Taastrup Kommune i fortid og nutid - en historisk rejse gennem kommunens fjorten landsbyer og tre stationsbyer«.
Bogen blev udgivet i 1993 af Høje-Taastrup Kommune og trykt af Hedehusene Bogtrykkeri.
Skattejagten i børnehøjde går til henholdsvis Høje Taastrup landsby og Kragehave, Vridsløsemagle og Kroppedal, Hedehusene, Taastrup og Taastrup Valby, Baldersbrønde, Reerslev og Hedeland samt Sengeløse.
I avisudgaven bruger man en smartphone til at scanne QR-koden, så dukker selve skattekortet frem på mobilen, og man kan tage det med ud i landsbyen og gå på jagt på egen hånd.
På hjemmesiden www.sn.dk/taastrup vil der sammen med artiklen om landsbyen være et link til en pdf af skattekortet.
Her er kortene:
Første skattekort finder du i linket her. (Høje Taastrup og Kragehave)
Andet skattekort finder du i linket her. (Vridsløsemagle og Kroppedal)
Tredje skattekort finder du i linket her. (Hedehusene)
Fjerde skattekort finder du i linket her. (Taastrup og Taastrup Valby)
Femte skattekort finder du i linket her. (Baldersbrønde)