Ny Pjerrot med Bakken i blodet

Et trut i hornet, han lige har fundet frem. En sjov stemme til tøjkatten, han har i den anden hånd. En hurtig kommentar om at gå til vaflerne, der bliver serveret til kaffen.

65-årige Morten Eisner kan slet ikke lade være med at gribe de forhåndenværende muligheder for at optræde. Heller ikke denne dag, hvor vi møder ham ved Pjerrots Hus på en coronanedlukket Dyrehavsbakken. Her skal han, når forlystelser, restauranter og boder atter åbner, varetage den ikoniske rolle som Pjerrot.

- Jeg er kommet her, mere eller mindre siden jeg var nul år. Min far er Bakken-maler Ib Eisner, og min bror, Jeppe, er gået i hans fodspor og er også begyndt at male herude, fortæller Morten Eisner.

Det er tydeligt, at Dyrehavsbakkens stemning af gøgl, folkelighed, underholdning og morskab i alle henseender går godt i spænd med Morten Eisners sindelag. Han og familien har i den grad haft sin gang på stedet. Morten husker, hvordan han som dreng oplevede navnkundige professor Tribini, som han siden hen fik lov til at plagiere i særlige anledninger - for eksempel den årlige åbning af Bakken.

- Jeg glædede mig altid, til Tribini kom: »Gif-den, gaf-den, guf-den - skillingerne ned i skuffen! Op ad trappen, ind ad klappen! Sæt dem på de hårde bænke med den bløde maling!« Jeg har hørt den til hudløshed, så de spurgte, om jeg kunne klæde mig ud som Tribini , og jeg kom virkelig til at ligne ham, smiler Morten.

- Der er stadig noget af den gamle oplevelse af gøgl her. Jeg - og alle andre herude - udspringer af den tradition med gøglere, der kom og underholdte nede omkring Kildesøen, siger han.

Arv og fornyelse

Morten Eisner bliver nu selv en helt central figur på Dyrehavsbakken, når han skal varetage Pjerrot-figuren fra Kurt Flemming, som stoppede i 2019 efter 23 år på Dyrehavsbakken.

- Der har været 10 Pjerrot'er før mig, og det er ligesom, der går noget i arv. Traditionen med Pjerrot går helt tilbage til dengang, man mødtes om Kildesøen og samlede penge ind til Gentofte Hospital. Så der er en historie, jeg er med til at formidle - samtidig med at jeg skal være mig selv og gøre Pjerrot til min figur, siger Morten.

Bakkens nye Pjerrot sagde altså straks ja, da han blev spurgt, om han ville overtage rollen.

- Om det er Shakespeare eller Pjerrot - der er masser af stoflighed i begge dele. Jeg tager i begge tilfælde noget ærlighed og leg med. Og der er masser at arbejde med. Jeg har nok også den rigtige alder til det. Pjerrot skal ikke være 20, men må godt have lidt ondt i ryggen og have slået sig under vejs. Den side har han også, siger Morten.

Han har været inde i Pjerrot-huset og fundet nogle af de instrumenter frem, som han kommer til at bruge under sommerens mange forestillinger. Blandt andet en smuk concertina, som han bruger til at spille »Pjerrot sagde til månen« på, og et helt specielt horn, som nok skal få alle på de rødmalede bænke foran Pjerrot-huset til at vågne op. Musikken betyder meget for Morten, som spiller saxofon, klarinet, trommer og bas - og altså concertina efter gehør.

- Jeg vil gerne aktivere børnene med at hoppe og danse, komme op og plukke æbler og så videre. Vi er jo på en markedsplads, hvor jeg har 15-17 minutter til at fange folks opmærksomhed. Lily Broberg, som var en slags mentor for mig, da jeg var 17 år, sagde, at jeg skulle ud på blokvognene. Der har man 20 minutter, og hvis det ikke virker, så kommer krogen og hiver dig af scenen, siger Morten og fortsætter:

- Det er tit det simple, der virker. Jeg skal også lige se, hvem der sidder blandt publikum. Der er måske nogle forældre, der lige skal rystes lidt op. Så fortæller jeg, at jeg sjipper - ja, faktisk har sådan et »sjipping-firma«. Det handler om at ramme dem, der sidder der. Der skal være noget for både børn og voksne, smiler han.

Pjerrot sagde til Mogens

Da Morten skal stå et bestemt sted for at få et billede i kassen, må skribenten og fotografen flytte en stige. Morten når ikke rigtig at give en hånd med, inden den i øvrigt lette aluminiumsstige er af vejen, og han kommer til at stå og trippe lidt ved siden af.

- Sådan en type er Pjerrot jo også. Han kan ikke rigtigt finde ud af det. Når der står et klaver og en stol et stykke fra hinanden, så flytter han klaveret i stedet for stolen, griner han.

Morten har under coronanedlukningen med stor succes været ude og optræde for cirka 20 institutioner i Lyngby-Taarbæk Kommune, mens han og de øvrige aktører på Dyrehavsbakken har ventet på grønt lys til at åbne for publikum. Det sker den 29. maj. I mellemtiden har han kunnet teste noget af sit repertoire - blandt andet sammen med tøjkatten Felix, som pludselig har taget plads på Mortens ene arm.

-Skal vi ikke spille »Pjerrot sagde til Mogens«? lyder det pludselig med en lys kattestemme - der slet skjult kommer fra Mortens mund.

- Arj, Felix - den hedder altså »Pjerrot sagde til månen«, svarer Morten i normalt stemmeleje.

- Ja, ja - jeg ved det godt. Men kan vi? lyder det fra Felix.

Det kan de. Morten griber sin concertina, og de velkendte toner fra børnesangen breder sig fra Pjerrots Hus og ud over den nærmeste del af Dyrehavsbakken, som står afventende på gæster - lidt endnu.