Svækket swingerklub støttes af trofaste medlemmer

På grund af coronavirus må swingerklubben Swingergaarden holde lukket, og det mærkes på økonomien. Klubbens ejer er dog optimistisk, for medlemmer rækker ud med en økonomisk håndsrækning.

På grund af coronavirus må swingerklubben Swingergaarden holde lukket, og det mærkes på økonomien. Klubbens ejer er dog optimistisk, for medlemmer rækker ud med en økonomisk håndsrækning.

»I kan stadig nå at skænke en donation til gårdens overlevelse mm.«

Sådan lyder opfordringen fra en bruger af swingerklubben Swingergaarden i Kindertofte ved Slagelse i en besked på klubbens egen hjemmeside.

Efter coronavirus kom til Danmark, har klubben nemlig været nødsaget til at holde lukket. Og det betyder manglende betaling fra de besøgende, som normalt er med til at få klubbens økonomi til at løbe rundt.

I hvert fald næsten.

For siden klubben lukkede allerede før regeringens restriktioner, der blandt andet forbyder forsamlinger på mere end ti personer, har klubbens medlemmer rakt ud med hjælp - blandt andet ved at donere penge til klubbens overlevelse.

Ondt i økonomien

- Nogle har også tilbudt at massere, når vi åbner igen, hvor de penge så vil gå direkte til klubben. Og andre har skrabet sammen til, at vi kan holde en stor fest, når vi får lov til igen at mødes, forklarer klubbens ejer, Caroline Blixenkrone-Møller.

Hun er derfor - indtil videre - fortrøstningsfuld i forhold til klubbens overlevelse. Også selv om lukningen af klubben på grund af coronavirus tydeligt kan mærkes på økonomien.

- Det går jo af H til, hvis man ser på økonomien lige nu. Men vi har simpelthen de bedste medlemmer, så vi skal nok klare os, siger Caroline Blixenkrone-Møller, der håber på, at nedlukningen højst vil vare frem til starten eller midten af maj.

Indtil videre vil forsamlinger på over ti personer være forbudt til og med den 13. april.

På samme måde vil skoler, restauranter, caféer, natklubber og blandt andet frisører skulle holde lukket frem til denne dato. Og altså også swingerklubber.

Håber på hjælpepakke

Restriktionerne var imidlertid først sat til at vare to uger fra mandag den 16. marts. Derfor er der sket en forlængelse af nedlukningen som følge af coronavirus.

Og endnu en forlængelse er ikke usandsynlig.

Søren Brostrøm, der er direktør for Sundhedsstyrelsen, understregede på et pressemøde, at man forventer, at epidemien først topper om fire uger.

Swingergaarden håber derfor også - trods sin optimisme - at få støtte fra regeringens hjælpepakke. Trods støtten fra medlemmer lider swingerklubben nemlig i disse dage et stort økonomisk tab.

Og fortsætter det, kan det blive svært at overleve, vurderer klubejer Caroline Blixenkrone-Møller.

Krydsede fingre

Selv om brugere af swingerklubben kan købe medlemsskab gældende for både 30 dage, et halvt og et helt år, får klubben nemlig sin største indtjening fra enkeltbetaling.

Enkeltbetalingen varierer fra 50 kroner til 300 kroner alt efter ugedag, og om man kommer som mand, kvinde eller par.

- Men vi skal selvfølgelig ikke mødes, når det er sådan her. Det ville jo være helt tosset. Så lige nu må vi bare fortsat være optimistiske, krydse fingre og se, hvad der sker, slår Caroline Blixenkrone-Møller fast.

Swingergaarden er med sine 400 kvadratmeter Vestsjællands største swingerklub og blev oprettet for syv år siden.

I øjeblikket bruger klubben nedlukningen til at udføre moderniseringer og forbedringer, lyder det.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...