Dyrepark lader dig komme helt tæt på dyr og fugle

Den lille polarrævehvalp Snow kigger forsigtigt ud af sin kasse, strækker poterne og gaber veltilpas. Sammen med sin bror Frost er han et af de nye dyr, som dyreparken Pangea Park har at byde på i denne sæson.

Dyreparken i Bjæverskov ved Køge er en privat dyrepark, som er åbnet af brødrene Dennis Netsov og Marc Vogel i 2016. År for år bliver parken udbygget med nye dyr, nye bure og volierer og nye oplevelser for familien.

Brødrenes koncept går ud på, at de besøgende skal kunne opleve dyrene helt tæt på for at lære om deres adfærd.

- Vi er en interaktiv dyrepark. Man kommer tæt på dyrene, og vi har en masse formidling om dyr, fortæller Marc Vogel.

Brødrene deler gerne ud af deres viden om dyr. Formidlingen består blandt andet i, at de besøgende kan komme med på guidede omvisninger inde i nogle af burene, lige som man også kan se dyrene få mad ganske tæt på.

Brødrene interesserer sig for gennem avl at sikre truede dyr og for at lære danskerne mere om dyrene, så det kan være med til at sikre dem fremadrettet i den vilde natur.

- Vi går meget op i dyrevelfærd. Vores anlæg er store, så dyrene har god plads, fortæller Dennis Netsov.

Nyt tropehus

Ud over de to polarræve, er der også et nyt anlæg med surikater og et andet med helt små aber, som kaldes paryk-tamarin.

Brødrene har flyttet indgangen til dyreparken ud på Ringstedvej, hvor ankomsten foregår gennem et nyt tropehus. Her mødes man først af anlægget med store afrikanske sporskildpadder og leopardskildpadder. Her er også vestafrikanske dværgkrokodiller, mens små silkeaber klatrer frit rundt i grenene oppe over de besøgendes hoveder.

Parken har også en række forskellige papegøjer, blandt andet i en voliere, som man kan komme med ind i, og der er kænguruer, som man også kan komme helt tæt på, foruden klappegederne.

- Man kan komme til at prøve at holde en papegøje, en ugle eller en slange, hvis man tør det, fortæller Marc Vogel.

Slangerne kan man prøve at holde i Pangea Parks krybdyrgrotte, hvor man også kan se øgler og fugleedderkopper.

Kravl på edderkoppen

Men det er ikke kun levende dyr, man kan opleve i Pangea Park. Rundt om i parken findes flere legepladser til børnene. Sådan en er der også kommet en ny af i år.

- Sidste år fik vi en ny legelads, i år kommer der endnu til med en kæmpestor edderkop, som man kan klatre på. Vi laver en masse familierelaterede ting, som man kan lave sammen, og i år har vi også aktiviteter med ansigtsmaling, tryllekunstner og livemusik, som går i luften, når corona er overstået, siger Marc Vogel.

Disse aktiviteter skal foregå fra to nye scener.

Pangea Park har været tvunget til at holde lukket under coronakrisen, men åbner for gæster igen den 29. maj.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...