Af Gorm Møller på vegne Gøgevængets vejforening, Gøgevænget 11, 3400 Hillerød,
Stadionprojektet: Lysmaster i 44 meters højde. Hvordan skal sådanne lysmonstre kunne indpasses i forhold til boligområderne og det omkringliggende landskab, som den gældende lokalplan forudsætter?
De fire største master – eller rettere tårne - er jo højere end Rundetårn og på højde med de største bygninger på Frederiksbro.
Har kommunen virkelig tænkt sig at dispensere til det? Og har man så også tænkt sig at fjerne tårnene igen, når Favrholm Stadion åbner om få år, og banen skal bruges af bredden – hele året? Det er tilsyneladende ikke planen. For tårnene hører ikke til de ”midlertidige strukturer”, som ifølge ansøgningen vil blive fjernet ved dispensationens udløb. Altså tænkes disse kolosser i al fremtid at skulle ”pryde” Selskovkvarteret!
Det er smukt, at man med en kunststofbane tænker på bredden, men vi har jo allerede kunststofbaner på stadion, der tit står tomme, om end lyset ofte er tændt alligevel. Er behovet for nyt kunstgræs virkeligt så presserende, at der skal afsættes 20 mill. kr. her og nu – alene for banen? Vi må da håbe, kunststofbanen med dens miljømæssige ”bagdele” ikke er opfundet til lejligheden for at få beslutningen om en kostbar ny bane til en meget snæver elite til at glide bedre ned.
En dispensation fra lokalplanen til det ansøgte projekt vil ikke kunne gives efter reglerne i planloven, heller ikke for en tidsbegrænset periode, og en landzonetilladelse vil være uforenelig med hensynet til de landskabelige værdier i området, der er højt besunget i den regionplan, der var gældende på tidspunktet for lokalplanens vedtagelse.
Vi har sagt det før: Hillerød Stadion egner sig med sin udsatte beliggenhed simpelthen ikke som arena for fodbold på højeste niveau. Vi tror heller ikke på, at den trafikale og parkeringsmæssige belastning af nærområdet kan begrænses til det omfang, som ansøgningen forudsætter.
Hillerød Fodbold Elite fortjener al mulig ros for deres anstrengelser for at skaffe deres hjertebarn en ny hjemmebane. Men brug dog i stedet kræfterne på sammen med kommunen at få fremskyndet det kommende stadion i Favrholm. I stedet for at hælde mange millioner af vores alle sammens penge ud på kortvarige, midlertidige løsninger, til stor skade for miljøet i lokalområdet.
