Hvad gør man, når man er så stor beundrer af et maleri, at man har udtalt, at det er »det største, der nogensinde er frembragt i Danmark«?
Kunstneren Anders Kirkegaard har det forhold til L. A. Rings »Sommerdag ved Roskilde Fjord« fra 1900, der har fået status som et af de helt store værker i dansk kunst og i 2006 blev udvalgt til kulturkanonen.
For 20 år siden besluttede han sig for at kaste sig ud i sin helt egen hyldest, der blev til udstillingen »Nature Vivante«, hvor han i løbet af et årti nyfortolkede maleriet omkring 25 gange.
Fernisering med fernis
Anders Kirkegaards parafraser over Rings billede har været vist ved forskellige lejligheder, men den første samlede udstilling var i 2010 på Randers Kunstmuseum, som også er hjemsted for originalen.
Nu bliver der mulighed for at se en række af værkerne igen, for Roskilde Kunstforening har lørdag den 29. februar fernisering på »Nature Vivante« i Palæfløjen, og der bliver rent faktisk tale om en fernisering i ordets oprindelige forstand.
- Anders Kirkegaard har sagt, at han vil give et af malerierne en ny gang fernis, fortæller Roskilde Kunstforenings formand Jes Nysten.
Glædeligt gensyn
Jes Nysten sidder også i bestyrelsen i L. A. Rings Venner, og det var efter et foredrag med Anders Kirkegaard, som foreningen holdt i efteråret, at han fik idéen til at hente udstillingen frem fra gemmerne.
Det skal forstås helt bogstaveligt, for Anders Kirkegaard skulle faktisk finde malerierne, efter han ikke havde set på dem i flere år.
- Vi hængte dem op i søndags, og han sagde, det var sjovt at se dem igen, fordi de havde haft stor betydning for ham, siger Jes Nysten.
Med på udstillingen er også to billeder, som Anders Kirkegaard lavede efter »Nature Vivante«, men hvor motivet fra »Sommerdag ved Roskilde Fjord« stadig optræder i baggrunden.
- Men der kan man se, at det er på vej ud, siger Jes Nysten.
»Sommerdag ved Roskilde Fjord« hænger som nævnt på Randers Kunstmuseum, så i Palæfløjen må publikum nøjes med en kopi, når de skal sammenligne med Anders Kirkegaards parafraser.