Lejer af Skipperkroen: Forskønnelse hjælper

Det glæder lejer af Skipperkroen Søren Tullesen, at Anders Mayland, der med Investeringsselskabet Mullerup 1 Aps har købt Mullerup Havn, er gået i gang med at renovere det gamle bindingsværkshus, som han har lejet sig ind i siden 1998.

Søren Tullesen mener nemlig, at det vil påvirke hans forretning positivt, at Skipperkroen får et nyt look med flotte omgivelser.

- Jeg tror helt sikkert, at det vil skabe interesse i butikken, at det kommer til at stå som et glansbillede, siger han.

Den nye ejer Anders Mayland er gået i gang med at renovere Skipperkroen, som indgår i Mullerup Havn. Håndværkere er i øjeblikket i gang med at give bindingsværk, murværk og maling en kærlig hånd, ligesom der lægges ny belægning og asfalt, og der etableres flere parkeringspladser ved kroen.

Den nye ejer har overtaget havnen fra Dan Løvenholdt, der solgte havnen i februar på grund af økonomiske problemer.

- Vi har haft et godt forhold til den tidligere ejer, men vi er også glade for, at der er kommet en ejer nu, der gør det, de gør. Det betyder meget for kroen og for omgivelserne, at der ser pænt ud, siger Søren Tullesen.

Den tidligere ejer, Dan Løvenholdt, solgte havnen i forbindelse med en retssag, hvor han blev dømt til at betale godt 200.000 kroner til Horne Havnerenovering ApS for et stykke udført arbejde på havnen, som han ikke mente at have bestilt. I den forbindelse fortalte Dan Løvenholdt også, at han i løbet af de fem år, han havde ejet havnen, havde mistet omkring to til tre millioner på den.

Skipperkroen danner normalt rammen for blandt andet kurser, konferencer og selskaber, men har i øjeblikket kun åbent for take-away på grund af Coronakrisen. Og selvom renovationsarbejdet som sådan ikke påvirker kroens daglige drift, er det et oplagt tidspunkt at renovere, lyder det fra Søren Tullesen.

- Det er et passende tidspunkt, når det så er.

Den nye ejer allerede været ude at besøge Skipperkroen flere gange, og det lyder som om, der er dannet grundlag for et godt samarbejde.

- De har virkelig taget godt imod os, siger Søren Tullesen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...