- Ganske forfærdeligt og rædsomt.
Tina Pihl forsøger dagen derpå at sætte ord på overfaldet på Taastrup Torv mandag eftermiddag, hvor en kvinde blev stukket med kniv.
Formanden for handelsforeningen Taastrup ByMidte er chokeret over overfaldet, der skete ved højlys dag, mens folk gik og handlede.
På lokale Facebook-sider er der flere, der skriver at de er blevet mere utrygge ved at færdes i området.
Men overfaldet får ikke Tina Pihl til på handelsforeningens vegne at kræve nye tiltag i bymidten for at sikre mere tryghed.
- Det er jo et rent tilfælde, at det lige sker der. Det kunne lige så godt være sket et andet sted. Det er underordnet i den sammenhæng, om det er i Taastrup Hovedgade eller hvor det er henne.
Hun forklarer, at hvis overfaldet var sket i en af butikkerne på hovedgaden, ville sagen nok stille sig anderledes for Taastrup ByMidte.
- Hvis det var gået ud over en af vores forretninger, ville vi nok gå mere ind i sagen og kræve nye tiltag. Men det er også vigtigt at sige, at vi ved ikke endnu præcis, hvad der er sket.
I Kvickly Taastrup ønsker man ikke at udtale sig om hverken den konkrete hændelse med knivstikkeriet, eller hvordan medarbejderne har det dagen derpå. Det skete lige ude foran butikken. Heller ikke Coops presseafdeling ønsker at udtale sig.