Genbrugschef: - Bliv hjemme hvis det kan vente

Haveaffald, plastic og oprydningsofre har hobet sig op i de små hjem under corona-nedlukningen, hvor mange har haft tid til husprojekter, men ikke har kunnet køre på genbrugspladsen.

Det ændrer sig tirsdag, hvor genbrugspladserne åbner igen - men slå nu koldt vand i blodet, inden traileren bliver pakket til bristepunktet. Affaldsselskabet Argo vil stadig helst have folk til at blive hjemme, hvis ikke det er absolut nødvendigt at komme af med affaldet.

De frygter store køer, for der kommer en skrap begrænsning på antal biler ad gangen på genbrugspladsen, hvor der bliver en sikkerhedsafstand på fire meter for både brugere og medarbejdere.

- Det bliver ikke ret mange ad gangen. Så derfor siger vi til alle: Lad nu være med at komme herud, med mindre det er strengt nødvendigt. Hvis det kan vente, så vent. Der er ikke nogen grund til, at der kommer 500, og vi måske kun kan lukke 20 ind ad gangen. Så bliver der godt nok lang kø, siger genbrugschef i Argo Finn Kjær, der endnu ikke ved, hvor grænsen bliver sat.

Lad grenene ligge

Finn Kjær mener, at man har god grund til at komme, hvis man for eksempel skal flytte eller skifter fryser og skal af med den gamle. Derimod kan de fleste, som har brugt corona-isolationen på at gøre forårsklar, godt holde på deres affald i noget tid endnu.

- Hvis du har noget haveaffald liggende i hjørnet, så lad det ligge, siger han.

Når det er sagt, er genbrugschefen glad for nu at kunne genåbne pladserne. Det skulle også bare gerne opleves som en god nyhed for dem, der kommer.

- Jeg er rigtig glad for, at vi nu kan komme i gang igen, men det er selvfølgelig ærgerligt, hvis der holder 700 mennesker, som bliver skuffede over, at de ikke kan komme ind med det samme, siger Finn Kjær.

Der er måske blevet sat en enkelt sæk affald foran den lukkede plads, men genbrugschefens oplevelse er, at de seneste ugers nedlukning er blevet respekteret af brugerne.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...