Man skulle jo nødig gro fast.
90-årige Kurt Hesselgren er i hvert fald klar til at rive rødderne op fra Rolf Krakesvej i Frederikssund og rykke til Fredericia, hvor han skal bo sammen med sin datter, Merete.
"Det bliver selvfølgelig svært at forlade huset," siger Kurt Hesselgren. "Men det skal nok gå."
Parcelhuset, som han i 1960 flyttede ind i sammen med sin kone, Kirsten, og de to ældste døtre, Birgitte og Annette, er sat til salg. Så snart en køber melder sig, pakker Kurt Hesselgren sin flyttekasser og følger med den yngste datter til Jylland. Hun har allerede lejet et rækkehus i to etager til dem. Det ligger 150 meter fra Lillebælt, og da hendes far stadig har et par badebukser, som ikke har været i brug de sidste ti år, er det Meretes ambition at få sin far i vandet denne sommer.
"Min far har i mange år modsat sig at flytte fra Frederikssund. Men da han så udsigten fra huset, vi skal bo i, ombestemte han sig," fortæller datteren og fortsætter: "Da han stod på stranden og kiggede over mod Strib, sagde han, at det var lige som at stå i Jægerspris og kigge ind på Frederikssund. Så var jeg klar over, at han ville flytte med."
Oprydning venter
De to har vænnet sig til at bo under samme tag.
Efter at Kurt Hesselgrens hustru, Kirsten Hesselgren, døde af kræft i 2016, flyttede datteren tilbage til sit barndomshjem i august sidste år. Siden har hun pendlet til sit arbejde som præst i Kirkens Korshær i Fredericia, mens hun har holdt hus for sin far.
"Det går nemt, måske fordi vi minder om hinanden. Vi er kun lidt uenige om, hvor tit vi skal have kylling," siger Merete og smiler til sin far.
Hun glæder sig til at introducere ham til Fredericia, hvor hun har boet siden 2016. Her bor også en af Kurts venner fra ungdommen, som han glæder sig til at gense. Meretes venner ser også frem til at møde hendes far, og det er allerede planlagt, at sofagruppen i sort læder skal møblere den fælles stue.
Kigger man rundt på Rolf Krakesvej 21, er huset spækket med minder om 60 års liv. Der er billeder af familiens medlemmer i flere generationer. Reolerne bugner med springbind fulde af fotos, slægtsforskning, en frimærkesamling med tandlægerelaterede motiver, avisartikler og anden dokumentation af et langt liv som tandlæger og som familie.
Kirsten og Kurt Hesselgren var enige om at arkivere de ting, de sammen var involveret i. Men nu, da han skal til at flytte, er han klar til at rydde ud.
"Noget skal sælges, noget skal gives til børnebørnene," siger han.
Ægteparrets mission
Den altoverskyggende mission for Kurt og Kirsten Hesselgren var tandsundhed. De mødtes på studiet og rejste som nyuddannede tandlæger først til Motala i Sverige, så til Næstved og dernæst til Frederikssund. Hertil ankom de i 1960 og blev ansat på tandklinikken på Marienlystskolen. Syv år senere blev han udnævnt til overtandlæge, og i den position virkede han frem til sin pension i 1995.
I begyndelsen af sin tid som tandlæge så Kurt Hesselgren mange børnetænder, der var raseret af caries.
"Dengang havde børnene så kolossalt mange huller, at det for nogle udelukkende handlede om at hive tænderne ud," fortæller han.
Også i Frederikssund så tandlægeparret i starten alt for mange huller i børnenes tænder. Men de to tandlæger var målrettede og arbejdede for at udvikle en forebyggende indsats i form af fluorskylning, ordentlig tandbørstning og mindre sukker.
Døtre med hvide tænder
Når det handlede om parrets egne børn, var reglen enkel: Nemlig nul sukker!
"For mig var det træls, at min forældre var tandlæger på min skole," siger Merete Ørskov. "Alle vidste, hvem de var, og det var ikke altid populært. I min klasse havde vi en vikar, og da hun skulle rejse, sagde hun: Ja, jeg ville gerne have delt lakrids ud til jer, men det må jeg ikke for Meretes far!"
Hjemme var der hverken adgang til slik eller læskedrikke.
"Vi fik aldrig slik, og vi skulle takke nej til slik, når vi var ude. Det var ekstremt, men vi var repræsentanter for familien, og vi fik heller ikke huller. Til gengæld var noget af det første, jeg købte, da jeg flyttede hjemmefra, en kæmpe pose slik til min skrivebordsskuffe. Jeg kunne dog ikke rigtig finde ud af at spise det, og jeg drikker heller aldrig sodavand eller juice, så der blev grundlagt nogle vaner i barndommen." siger Merete Ørskov.
Til gengæld fik de tre døtre lov til at spise flour-piller importeret fra Schweiz, og i dag lægger Kurt Hesselgren ikke skjul på, at han er meget tilfreds med, at indsatsen mod huller i tænderne lykkedes. Både i hjemmet og rundt om på skolerne.
"Vi havde et fortræffeligt samarbejde med alle de borgmestre, der har siddet i min embedsperiode, og der er sket en kolossal fremgang. I begyndelsen så vi børn, hvis tænder var så ødelagte, at tandkronerne var væk, og kun rødderne var tilbage. Så vi kæmpede for at lære folk at børste tænder og for at indføre flere fluorskylninger," siger Kurt Hesselgren.
År for år kunne han notere, at tandsundheden blev bedre, og det glædede ham.
Nyt kapitel åbnes
Nu venter et nyt livskapitel, og Kurt Hesselgren er ikke en mand, der kommer med store følelsesudbrud i den anledning.
"Jeg er jo ikke flyttet endnu, men det skal nok gå," siger han.
I løbet af sine 60 år i Frederikssund har han blandt andet været aktiv i tennisklubben og fast kirkegænger i Islebjerg Kirke. Sammen med en studiekreds af venner arrangerede Kirsten og han i en årrække julegavemarked til fordel for Mother Teresas arbejde.
Mange af disse aktiviteter er slut.
"Du har godt nok gået til mange begravelser gennem årene, nogle gange har der været en begravelse hver måned," siger Merete henvendt til sin far.
Hun tror, at det værste ved at flytte bliver, at faren ikke længere møder sine gamle bekendte.
Når han går en tur i Frederikssund, er der altid nogen, der genkender den gamle tandlæge.
