Søren Strømø, Marie Grubbes Alle, Kgs. Lyngby
Jeg sidder denne smukke forårsmorgen på min terrasse og tænker på, hvad jeg har savnet og ikke savnet den seneste halvanden coronamåned.
Jeg sidder denne stille morgen, nåh nej, ikke stille - brølet fra motorvejene, der gennemskærer Lyngby-Taarbæk og Gladsaxes boligkvarterer, er et indtil videre evigt vidne på en fejlslagen trafikudvikling i Hovedstaden og Danmark. Et utælleligt antal mia. kr. er gennem generationer postet i talrige motorveje landet over.
Motorveje, der larmer, forurener og chikanerer natur og mennesker og er en kæmpe miljøbelastning. Motorveje, der hele tiden har genereret flere og flere biler, der larmer, forurener osv.
Biler og veje får mennesker til at tro, at de har travlt, at travlhed er fremskridt, at det gælder om hurtigst muligt at komme fra A til B og derefter hurtigst muligt at returnere fra B til A eller blot køre rundt i sin eller sine biler, når man nu har dem.
For alle disse fejlslagent investerede mia. kr. kunne vi have skabt et mønsterland med en suveræn kollektiv trafik, der tilgodeså alle levende væsner i dette land. Jeg sidder og tænker på, at jeg har savnet forskellige sociale aktiviteter og sammenhænge - og samtidig været meget glad for et mindre fortravlet og mere fredfyldt samfund.
Denne forårsmorgen - og alle andre coronamorgener - har jeg ikke savnet brølet fra motorvejene, der nonstop gennemtrænger vores liv og anses for at være udvikling.
