Kalundborg Sygehus på Nørre Allé fungerede fra det blev bygget i 1924 og næsten 90 år frem, som et velfungerende lille sygehus, der tog sig af lokalbefolkningens små og store sygdomsforløb.
Det var et lille lokalt sygehus, således at hjælpen var nær, hvis uheldet var ude. Marianne Madsen, der i dag er leder af Medborgerhuset i Bredgade 32, har arbejdet på Kalundborg Sygehus, og på et møde i Aktivitetscentret, Esbern Snaresvej 55, vil hun fortælle historier om sygehuset krydret med anekdoter fra sine 25 år på Kalundborg Sygehus.
Kalundborg Lokalarkiv er arrangør af mødet, der finder sted på mandag den 27. januar kl. 19. Der kan købes kaffe, the og kage.