Trine Dyrholm satte en tyk streg under sin position som en af landets dygtigste skuespillerinder, da hun søndag aften kunne gå på scenen og modtage en Robert-pris for sin hovedrolle i filmen "Dronningen".
Det var nemlig intet mindre end Robert-statuette nummer ti for den garvede skuespillerinde.
Hun er dermed den mest vindende ved prisuddelingen, der har uddelt priser siden 1984.
- Tusind tak. Jeg er vildt glad. Jeg ved godt, jeg har nogle stykker i forvejen, men denne her film betyder så meget for mig, sagde Trine Dyrholm fra scenen.
Hun takkede også sine kolleger for, at de efter filmens premiere har overøset hende med søde beskeder og breve.
I "Dronningen" spiller Trine Dyrholm en kvinde, der sætter hele sin tilværelse på spil ved at indlede en affære med sin 17-årige stedsøn. Bag "Dronningen" står filminstruktør May el-Toukhy. Det er hendes blot anden spillefilm
Robert-priserne bliver uddelt af Det Danske Filmakademi efter en afstemning blandt akademiets medlemmer, og de syntes, at Trine Dyrholm skulle belønnes endnu en gang.
To gange har Trine Dyrholm vundet en Robert for Årets Kvindelige Hovedrolle i en tv-serie, fem gange har hun vundet for Årets Kvindelige Hovedrolle i en spillefilm og tre gange har hun vundet for Årets Kvindelige Birolle.

Hvert år uddeler Danmarks Film Akademi filmprisen Robert til blandt andet Årets Danske Spillefilm. Her er de seneste ti års vindere af prisen.
2020: Dronningen (af instruktør May el-Touky)
2019: Den skyldige (Gustav Möller)
2018: Vinterbrødre (Hlynur Pàlmason)
2017: Der kommer en dag (Jesper W. Nielsen)
2016: Under sandet (Martin Zandvliet)
2015: Nymphomaniac Director's Cut (Lars von Trier)
2014: Jagten (Thomas Vinterberg)
2013: Kapringen (Tobias Lindholm)
2012: Melancholia (Lars von Trier)
2011: R (Tobias Lindholm og Michael Noer)
Kilde: Danmarks Film Akademi.
Danmarks Film Akademi har offentliggjort de nominerede til Robert-priserne 2020.
I alt er 27 film med i kapløbet om de mange Robert-statuetter, som Danmarks Film Akademi uddeler hvert år.
Statuetterne bliver uddelt for 36. gang søndag den 26. januar.
Her er et uddrag af de nominerede:
Årets danske spillefilm:
* "Danmarks sønner".
* "Dronningen".
* "Før frosten".
* "Onkel".
* "Ser du månen, Daniel".
Årets kvindelige hovedrolle i en film:
* Christine Sønderris, "Cutterhead".
* Clara Rosager, "Før frosten".
* Jette Søndergaard, "Onkel".
* Trine Dyrholm, "Dronningen".
* Victoria Carmen Sonne, "Usynligt hjerte".
Årets mandlige hovedrolle i en film:
* Dar Salim, "Til vi falder".
* Esben Smed, "Ser du månen, Daniel".
* Gustav Lindh, "Dronningen".
* Jesper Christensen, "Før frosten".
* Zaki Youssef, "Danmarks Sønner.
Årets instruktør:
* Frelle Petersen, "Onkel".
* May el-Toukhy, "Dronningen".
* Micael Noer, "Før frosten".
* Niels Arden Oplev og Anders W. Berthelsen, "Ser du månen, Daniel".
* Ulaa Salim, "Danmarks sønner".
Årets mandlige birolle:
* Anders Brink Madsen, "De frivillige".
* Anders Matthesen, "De frivillige".
* Anders W. Berthelsen, "Ser du månen, Daniel".
* Elliott Crosset Hove, "Før frosten".
* Magnus Krepper, "Dronningen".
Årets kvindelige birolle:
* Amanda Collin, "Harpiks".
* Christiane Gjellerup Koch, "Ser du månen, Daniel".
* Ghita Nørby, "Før frosten".
* Sofie Torp, "Ser du månen, Daniel".
* Victoria Carmen Sonne, "Psykosia".
Kilde: Danmarks Film Akademi