I mere end halvdelen af sit 87 år lange liv lagde Leif Hansen utallige timer i Brøndbyernes IF som frivillig. Fredag den 2. februar 2024 blev han bisat, og ifølge fodboldklubben er det en af de allerstørste stjerner på Brøndby-himlen, som den 24. januar blev slukket.
Leif Hansen sov ind den 24. januar 2024 efter nogle måneder med helbredsproblemer. Inden da havde han i mere end fem årtier lagt adskillige frivillige timer i fodboldens tjeneste på Vestegnen.
Egentlig begyndte Leif Hansens engagement i Brøndbyernes IF, da han blev miniput-træner i klubben i 1968 på opfordring fra en kammerat. Det blev begyndelsen på et halvt århundrede som en respekteret og afholdt ildsjæl i fodboldklubben på Vestegnen, hvor han har haft afgørende betydning for udviklingen frem mod den absolutte danske fodboldtop.
Det blev til seks år som træner, inden Leif Hansen tog en pause fra trænergerningen. Umiddelbart forestillede han sig ikke, at han skulle tilbage til fodboldklubben, men der gik ikke mange måneder, før Leif Hansen atter blev kontaktet af klubben.
Denne gang blev han spurgt, om han var interesseret i at stille op til bestyrelsen, der manglede en kasserer. Det hverv viste det sig, at han var så god til, at han endte med at vogte klubbens pengekasse i 27 år fra 1974 og frem til 2001.
Flere frivillige opgaver
Posten som kasserer passede Leif Hansen ved siden af jobbet som kommunal tjenestemand på rådhuset i Brøndby, hvor han havde han forskellige poster fra 1964, indtil han gik på efterløn som 62-årig i 1998.
Afskeden med arbejdsmarkedet betød, at Leif Hansen kunne bruge endnu flere timer i Brøndbyernes IF, og for 19 år siden blev han opfordret til at træde ind som revisor i støtteforeningen Forældre-BIF.
Siden påtog Leif Hansen sig endnu flere frivillige opgaver. For da den første sponsorlounge blev bygget på Brøndby Stadion, skulle der på en eller anden måde være styr på, hvem der blev lukket ind. Kontrollen stod Leif Hansen for - og der blev han hængende.
De sidste mange år stod han dog på den anden side af stadion, hvor han tog imod sponsorer med plads i Michael Laudrup Lounge frem til og med efteråret 2023.
Som leder i Brøndbyernes IF har Leif Hansen også været med på mange af klubbens Europa Cup-rejser. Han husker særligt turene til Karlsruhe i december 1996 og den sensationelle sejr på Anfield i Liverpool et lille års tid forinden.
Forståelse hjemmefra
De mange rejser i fodboldklubbens tjeneste kunne dog ikke lade sig gøre uden opbakning hjemmefra. Familien havde enorm betydning for Leif Hansen.
Heldigvis var der forståelse fra hjemmefronten, og begge Leif Hansens sønner har været aktive i klubben. Sidste år blev den ene af dem kåret til årets ungdomsleder i Brøndby Kommune, og det var tydeligt, at Leif Hansen var stolt, da han fulgte sin søn op til scenen i Brøndby Hallen, hvor kommunens årlige foreningsfesten blev holdt.
Leif Hansen så fodboldklubben som én stor familie, som består af et aktieselskab og en amatørklub, der hver især hjælper hinanden. Han havde sin egen version af klubbens motto ”ingen over fællesskabet”, som er kraftigt inspireret af den tale, som John F. Kennedy holdt, da han blev indsat som præsident i USA i januar 1961.
Det var aldrig et spørgsmål om, hvad klubben kunne gøre for ham, men hvad han kunne gøre for klubben. I september 2019 kunne Leif Hansen lade sig hylde for fem årtiers tro tjeneste i Brøndbyernes IF.
Det er en ære, som er de færreste forundt.