I tre år var Stine Bering ejer af iskiosken på lystbådehavnen. Men nu er det slut. Hun har solgt forretningen, og det bliver to unge kvinder, der fremover bliver kioskens ansigt udadtil.
Navnene er Sandra og Isabella Gudesen, og de to får god opbakning hjemmefra. Mor Kate står som ejer, og far Rene har en del erfaring i branchen. Men det bliver døtrenes projekt at fortsætte den voldsomt populære iscafé på lystbådehavnen i Jyllinge.
- Jeg synes, det var voldsomt fedt, da det viste sig, at det her var en mulighed. Jeg har hørt så mange tale godt om stedet, så jeg tror virkelig, vi kan gøre noget godt med iscaféen, siger storesøster Sandra Gudesen. Hun er uddannet fra Roskilde Handelsskole og er i øjeblikket på sabbatår.
Lillesøster Isabella bliver færdig på Roskilde Handelsskole til sommer.
- Det her er bare et fedt sted, som mange i Jyllinge kender. Det er et sted, man kommer forbi for at hygge sig, siger hun. Hvis nogen kan genkende Isabella, så kan det være fra tre år i kassen i Kvickly Jyllinge.
For storesøster Sandra er det allerede virksomhed nummer to. I et år har hun drevet en forretning, som sætter folie på hestetrailere.
Og hvad kommer der så til at ske i caféen, nu hvor de to søstre har taget over?
- Vi forventer at gå lidt op i kvalitet på isen, som stadig er fra Frisko, og så kommer vi til at sælge en kvalitets-panini, lyder det fra Isabella Gudesen.
Den største ændring bliver nok, at stedet også forventer at få alkoholbevilling.
- Vi har søgt og regner med at få. Så kommer der flere forskellige øl fra Herslev Bryghus, mest på fad, og en alkoholfri øl på flaske, siger Sandra Gudesen.
Caféen skifter i øvrigt navn.
- Når nu Stine (Bering, red.) har solgt, så synes vi ikke, den skal hedde Café Bering. Den bliver til Café Havnefront. Det er jo det, den er, siger Isabella Gudesen.
Caféen åbner sæsonen den 23. marts og forventer at gå på vinterpause en gang til september.
- Noget vi rigtig gerne vil fortælle er, at vi kommer til at have åbent alle dage i ugen, så man ikke ender med at gå forgæves, siger Isabella Gudesen.
Åbningstiderne bliver klokken 16-21 i hverdagen og klokken 12-21 i weekenden.
De fleste medarbejdere er allerede ansat blandt de unge kvinder, pigerne og deres forældre selv kender og blandt de medarbejdre som var med i iscaféen sidste år, men enkelte pladser er endnu ikke besat.
- Vi mangler faktisk to-tre unge under 18 år, og vil man ansøge, så er det en mail på vores mailadresse cafehavnefront@gmail.com, siger Sandra Gudesen.
I alt forventer de, at 15 unge kommer til at arbejde i caféen med far Rene som hjælper i baggrunden. Han har boet 22 år i Jyllinge. Mor Kate er vokset op i Jyllinge.
