En 20-årig mand er tirsdag blevet fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup efter et knivstikkeri på Taastrup Torv mandag eftermiddag omkring klokken 16.40.
Den 20-årige er sigtet for drabsforsøg på en kvinde i 40’erne på Taastrup Torv, der blev stukket i halsen. Hun fik som følge af knivstikkeriet hjertestop, men blev genoplivet på stedet.
Efter sigtelsen var læst op, blev retsmødet sat på pause, så den 20-åriges forsvarsadvokat kunne gennemgå sagens akter.
Der er navneforbud i sagen, og derfor kan vi ikke fortælle så meget om den 20-åriges identitet, men ifølge Anklagemyndighedens overbevisning er den sigtede mand psykisk syg.
Anklagemyndigheden ved Vestegnens Politi begærede dørlukning, mens retsformanden mente ikke, at der var grundlag for dette.
Ifølge politiet var der tale om et tilsyneladende umotiveret overfald mandag eftermiddag.
Efter knivstikkeriet blev kvinden akut kørt til hospitalet, og mandag aften blev hendes tilstand betegnet som kritisk.
Ved grundlovsforhøret kom det frem, at kvindens fortsat er i livsfare efter voldsomme skader fra knivstikket.
Kvindens pårørende er underrettet.
Mandag aften lød det fra politiet, at det var for tidligt at konkludere noget endeligt med hensyn til motiv, men de foreløbige undersøgelser tydede på, at den mistænkte overfaldt kvinden umotiveret, og at de ikke kendte hinanden.
Har du et tip eller ved du noget om hændelsen, så kontakt mig på kasper.ellesoe@sn.dk eller telefon 2619 9975

Klik dig ind på , og deltag i debatten og får daglige, friske nyheder fra dit nærområde.