Den gamle greve på Lerchenborg i Kalundborg er død efter et langt og særdeles aktivt liv. Kammerherre, hofjægermester Christian Alfred Vincents lensgreve Lerche-Lerchenborg blev 93 år.
Han var klar i hjernen til det sidste og fulgte ivrigt med i godsets drift. Han var frisk i hovedet, men træt i kroppen og døde kort efter, at han var stået op en dejlig solskinsmorgen, oplyser familien.
Christian Lerche-Lerchenborg var en fremsynet mand. Han fik mange ting til at ske på godset, der blev bygget af en forfader i 1742. Han blev i 1952 efter landbrugsuddannelse i USA som 22-årig forvalter på Lerchenborg, som i 25 år - i årene 1927-52 - havde været ude af slægtens eje, men som hans forældre magtede at købe tilbage til slægten.
Kærlighed til slottet
Hans enorme kærlighed til Lerchenborg var kendetegnende for ham. Han udviklede med stor iver godset og deltog også, da sønnen - Lerchensborgs nuværende ejer med samme navn - havde overtaget stedet.
Efter mange år i England bosatte lensgreveparret sig i 2010 København, men vendte for to år siden - samme år som parret kunne fejre krondiamantbryllup - tilbage til Lerchenborg og har siden boet på slottet.
Det var en glæde for ham, der var kendt som et varmt og omsorgsfuldt menneskeske, at se tingene lykkes og være en del af det tætte familiesammenhold, der præger Lercherne.
Ribbet for alt indbo
Da Christian Lerche-Lerchenborg og hans forældre kom til Lerchenborg, var stedet ribbet for alt indbo og trængte meget til både vedligeholdelse og indretning. Der blev taget godt imod, da Lerche-slægten, som er meget vellidt på egnen, igen rykkede ind.
- De første år gik - foruden driften af godset, som havde 300 malkekøer - blandt andet med at skaffe midler til møbler og gardiner, fortæller lensgrevinde Inga Lerche-Lerchenborg.
Gennem årene har lensgreven med stor flid, indsigt og dygtighed sikret modernisering og fremskridt på godset. Der var aldrig noget, der stod stille. Han satte ting i gang og fik dem til at lykkes.
Han var kendt for at sætte system i tingene, holde orden og altid have et åbent sind og for at holde sammen på familie og slægt. En indsats, der har tømret familien solidt sammen, så alle børnene føler en fælles forpligtelse for Lerchenborg.
En driftig herre
Lensgreven drev på et tidspunkt tre teglværker på Sjælland, et af dem i Ubby. Han var med til at anlægge Kaldred Flyveplads, var initiativtager til den første flyrute fra Danmark til Færøerne, var indehaver af et flyselskab, der lejede fly ud til Mellemøsten og havde i øvrigt selv flyvecertifikat og anlagde en lille flyveplads på Asnæs-halvøen.
I 1977 rykkede Kalundborg Friskole ind i lokaler på godset, og gennem årtier har lensgreven været en god sparringpartner for sønnen ved udviklingen af vindmølle- og solcelleparkerne på godsets områder og anlæg af dybvandshavnen på Asnæs. Sønnen overtog godset som helt ung i 1985.
Lensgreveparret flyttede i 1980’erne til England, hvor de boede gennem 27 år frem til 2010. Her drev de en golfbane i Dorset, og parrets yngste sønner bor stadig i England.
Tæt på kongehuset
Lensgreveparret har gennem årene haft nær tilknytning til kongehuset, og lensgreven var en nær ven af prins Henrik. Sammen spillede de bridge, og på prinsens initiativ var lensgreven med til i 2008 at stifte Den Kongelige Tarokklub, hvor kortspillet tarok dyrkes. Et spil, der siges at være nemt at lære, men svært at blive god til.
- Vi er 16 medlemmer af klubben, fortæller lensgrevinden, som stadig er med i klubben.
- Min mand var ivrig kortspiller og gjorde en ihærdig indsats i Bridgefonden for gennem blandt andet skolebridge at udbrede kendskabet til bridge. Det er vigtigt at bruge hovedet, sagde han, lyder det fra Inga Lerche-Lerchenborg, som føjer til, at det er derfor, hun og hendes børn har valgt at opfordre folk til, at man i stedet for blomster til begravelsen kan vælge at støtte netop Bridgefonden.
Blandt lensgrevens mange aktiviteter gennem et langt liv kan også nævnes minedrift i Grønland, involvering i rejsebranchen med udvekslingsrejser ud i verden for unge landmænd.
Begraves i familiegravsted
Lensgreven efterlader hustruen, lensgrevinde Inga Lerche-Lerchenborg samt sønnerne grev Christian, Peder og Niels og døtrene Anna von Lowzow og grevinde Mette Ahlefeldt-Laurvig. Desuden efterlader han sin søster, Louise Lerche-Lerchenborg, 12 børnebørn og to oldebørn.
Lensgreven begraves fra Årby kirke torsdag den 22. februar klokken 14.30 af sognepræst Lenette Darling og begraves i greveslægtens familiegravsted på Årby Kirkegård. Efter begravelsen holdes mindesamvær på Lerchenborg Slot.
