Vordingborg Kommune anbefaler, at man ikke opholder sig i sommerhusområderne, når vandet forventes at stige fredag eftermiddag og aften. Et af de steder er Oddermose Strand på Møn, hvor der er fare for digenedbrud. Advarslen gør dog ikke den store forskel for grundejerformand Bo Schmidt og de andre beboere.
- Husene herude står i forvejen under vand. Det har de gjort siden stormfloden i efteråret, siger Bo Schmidt.
Han er dog ikke helt ubekymret. Selvfølgelig holder han øje med situationen frem til lørdag, hvor vandstanden ventes af falde igen.
- Det, vi har tilbage af diget, er meget skrøbeligt, siger Bo Schmidt.
Ifølge formanden er de tilstedeværende medlemmer af digelauget i gang med at lukke et hul i diget i håb om, at det kan holde noget af vandet tilbage.
-Det er faktisk et hul, som vi egentlig har åbnet for at lede noget af vandet fra Oddermosen ud, men nu prøver vi så at lukke det igen, siger han.
Bo Schmidt lægger ikke skjul på, at det er hård kost at være husejer i et af de udsatte områder:
- Vi er ude for nogle forfærdelige klimahændelser. Vi havde digebrud igen i januar, og der er kommet ekstremt meget regn. Vi har simpelthen ikke kunnet pumpe vandet væk igen, siger han.
Også beboerne ved Ulvshale Strand på Møn er blevet rådet til at holde sig væk. Det er ikke lykkedes Sjællandske Nyheder at få en kommentar fra formanden for det lokale digelaug, men én af beboerne, Torben Rasmussen, var fredag formiddag nogenlunde rolig.
-Vi bliver her i hvert fald, men det skal også lige siges, at vores hus er bygget på sokkel og er tre meter højt. Det er værre for vores naboer, siger Torben Rasmussen.
Det, vi har tilbage af diget, er meget skrøbeligt
Bo Schmidt, formand for grundejerforeningen Oddermose Strand
