Siden 2012 har bager René Godborg slået i bolledejen i Munkegårdens Bageri i Sjællandsgade, og 1. maj kan han fejre 25 år som selvstændig bager.
Hans hustru Anne Kristine Godborg, har været med hele vejen, de første år med papirarbejde og siden i butikken.
René Godborg var bager i Køge i 18 år inden han kom til Ringsted.
- Vi ville gerne prøve noget større, fortæller René Godborg, som derfor slog til, da Munkegården var til salg.
For to år siden udvidede de med Hansens Konditori i Sct. Hansgade, som skiftede navn til Munkens Café og Konditori. Den blev et år senere flyttet hen på hjørnet af Sct. Hansgade og Torvet.
Butiksindretningen og caféen var for småt, og derfor valgte bagerparret at flytte til større lokaler.
- Vi har bare været lidt uheldige, siger René Godborg.
De sidste par år har været lidt vanskeligt i gaden, idet der har været gravet op først grundet renovering af kloaknettet og her for nylig blev der gravet igen, fordi der blev lagt fibernet. Nu er bygningen dækket af et stillads.
Dertil kommer corana.
Folk skal stadig have brød og kager, men mange erhvervskunder kommer ikke. Desuden har caféen i Sct. Hansgade jo lukket i øjeblikket. Derfor er der skåret ned på sortimentet.
Issalget i Sct. Hansgade er imidlertid åbnet igen. Det gjorde det på den varmeste dag, i torsdags, med 11 forskellige slags italiensk is.
- Det gik rigtig godt. Det var en god dag at starte på, siger Anne Kristine Godborg.
Der er dog kommet et nyt tiltag med coronaen. Det er et romkuglekit, som familier kan hygge sig med hjemme.
- Det er gået rigtig godt, siger Anne Kristine Godborg.
Konditorkager og kagemænd til fødselsdage og fester er på pause i øjeblikket. Men man kan da heldigvis stadig få lækre kager til den søde tand.
Munkegårdens Bageri er kendt for sine fine konditorkager. Der er ansat fire konditorer. De bruger meget tid på kagepyntning, og der er Munkegårdens Bageri også kendt for.
René Godborg er ikke i tvivl om at Mette Blomsterberg og kageprogrammer gør, at man ser så meget forskelligt inden for kager i dag.
Det er ikke ualmindeligt at folk sender billeder af kager, de har fundet på nettet, som konditorerne skal lave udsmykning efter.
René Godborg kan selv det meste indenfor konditorfaget, selv om han er uddannet bager. Han er udlært hos en konditor i Tåstrup Centerbageri, og her fik han mange af de opskrifter, han bruger i dag.
- Det vi holder fast i ved kagerne er, at vi bruger gode råvarer.
Den mest populære kage er Sarah Bernhard.
Nogle opskrifter er blevet udviklet med tiden. Bagværk er for eksempel mere groft i dag end tidligere. Det er også almindeligt i dag at tilsætte surdej til franskbrød.
- Det giver lidt mere smag og en bedre krumme, siger René Godborg.
Jubilæet bliver fejret torsdag til søndag med tilbud på udvalgt brød og bagværk.