For et lille års tid siden offentliggjorde DBU, at man ville bygge et nyt nationalt træningscenter og nyt hovedkontor i Storkøbenhavn tæt på lufthavnen og Parken. Nu har boldspil-unionen fastlagt sig på en lokation.
DBU har planer om at opføre et nyt domicil med træningsanlæg og hovedkontor i Høje-Taastrup Kommune ved Roskildevej og Gregersensvej og tæt på motorvejen.
Det afslører DBU onsdag morgen, som selv kalder det for et campus.
Her er givetvis også planen, at landsholdene skal have base i forbindelse med landsholdssamlinger.
DBU’s formand, Jesper Møller er tilfreds med, at der nu er truffet et valg om placering:
- Placeringen af Campus er et stort skridt i vores vision for dansk fodbold, der begyndte med et ønske om bedre infrastruktur med stadions og nationalt træningscenter og nu er blevet et kæmpe kultur-projekt med titlen ’Hele Danmarks Klubhus’, hvor kultur og infrastruktur skal smelte sammen og sikre sammenhæng mellem det nationale Campus, regionale kraftcentre og lokale tiltag helt ud til landets godt 1550 fodboldklubber. Det nye Campus i Høje Taastrup bliver en central motor i projektet Hele Danmarks Klubhus, som vi glæder os til at arbejde videre med, siger Jesper Møller.
Derfor Høje-Taastrup
Valget er faldet på Høje-Taastrup Kommune, der har et større areal udlagt som et såkaldt regionalt fritidsområde. Her er der mulighed for at anlægge både træningsbaner og bygninger, som passer ind med de øvrige faciliteter i området.
Beslutningen om at placere det nye Campus i Høje Taastrup er truffet af DBU’s bestyrelse og er samtidigt del af en ny velfærds alliance mellem Høje Taastrup Kommune, DBU og DBU Sjælland.
Valget af grunden tæt på Høje Taastrup station sker efter en grundig undersøgelse af en række mulige beliggenheder, der alle ligger inden for 45 minutters transport fra både Parken i København og Københavns Lufthavn.
Her er i forvejen verdens største indendørs gokartbane hos Racehall, padelbaner hos Racket Club og en vindtunnel hos Copenhagen Air Experience. Derudover er der efter planen ved at blive udarbejdet lokalplan til en feriepark, og så har Høje-Taastrup netop indgået en aftale med Bad Boys Airsoft der hylder fællesskabet, mens de skyder på hinanden med små plastikkugler.
Det fællesskab har blandt andet ført til, at flere brugere er blevet mere end bare bevæbnede holdkammerater. Læs mere om det her:
Det sker nu
Men inden Jesper Lindstrøm, Pernille Harder og Andreas Christensen kommer til at slå sine folder på en træningsbane i Høje-Taastrup Kommune, skal en masse ting falde på plads.
Først skal finansieringen findes, og der skal laves lokalplaner og tegninger. Så der går nok lidt tid. Andre medier har tidligere skrevet, at det er et projekt, der formentlig koster et trecifret millionbeløb.
Træneren for herrelandsholdet, Kasper Hjulmand, har til Ritzau tidligere forklaret om det nye nationale træningscenter, at projektet ikke bare handler om A-landsholdet.
- Det her center bliver hele Danmarks klubhus, det bliver for hele Fodbolddanmarks bedste… Jeg har set mange fantastiske nationale træningscentre i Europa, og jeg tror, at vi har muligheden for at lave noget, der er på samme niveau, men som også er anderledes og dansk, og som kan samle hele dansk fodbold. Det skal være til gavn for alle, uanset om man spiller fodbold i Nordjylland, Sønderjylland eller København, har landstræneren erklæret.
Det nye domicil og træningsanlæg bliver præsenteret nu efter DBU’s bestyrelse i marts 2023 traf en principbeslutning om, at man ville etablere et nationalt træningscenter samt nyt DBU-domicil i en radius af 45 minutter fra Københavns Lufthavn og Parken med en række moderne træningsbaner og faciliteter, som kan benyttes af både de danske fodboldlandshold og andre dele af dansk fodbold.
Og valget er altså faldet på Høje-Taastrup Kommune, selvom flere kommuner efter sigende har bejlet til projektet.
Tidligere har det også været på tale, at der skulle etableres en ny nationalarena på samme grund i Høje-Taastrup Kommune, selvom der aldrig blev lovet noget.
Det blev som bekendt heller ikke til noget. Dengang var Høje-Taastrups borgmester Michael Zielger (K) dog meget interesseret i at tale med DBU, og noget tyder altså på at dialogen er holdt ved lige siden.
Har du et tip om sagen, er du velkommen til at kontakte mig på kasper.ellesoe@sn.dk eller telefon 2619 9975

Klik dig ind på , og deltag i debatten og får daglige, friske nyheder fra dit nærområde.