Vores fokus er på job, job og job

DEBAT Af Annette Westh, Formand for Udvalget for Erhverv og Beskæftigelse, Halsnæs Kommune

DEBAT Af Annette Westh, Formand for Udvalget for Erhverv og Beskæftigelse, Halsnæs Kommune

Det går godt på arbejdsmarkedet både i Danmark og i Halsnæs. Virksomhederne efterspørger nye medarbejdere. Færre går ledige, og mange får job. Hvis der fortsat skal være ansøgere til jobbene, skal vi alle være villige til at give flere en chance.

Vores fokus har altid været job. Sidste år hjalp jobcenter Halsnæs i tæt samarbejde med det lokale erhvervsliv omkring 2.000 borgere i job, uddannelse eller anden selvforsørgelse. I 2020 bliver det fokus forstærket. Jobcentrets medarbejdere vil oftere og langt tidligere i forløbet end i dag tale lønnede timer og ordinært job med både borgere og virksomheder. En praktik eller et job med løntilskud kan give ledige en god vej ind i et job, men det er ikke et mål i sig selv.

Parallelt med et stærkere fokus på lønnede timer investerer jobcentret mere tid og energi i de lediges cver, så matchet mellem borger og virksomhed i højere grad kan ramme spot-on. Jobcentret oplevede i 2019, at flere af de lokale virksomheder henvendte sig med ønske om formidling af relevante medarbejdere. Det er jeg rigtig glad for. Det er derfor også vigtigt, at vi kan matche krav og ønsker mere præcist.

Sammen kan vi løfte opgaven

I jobcenteret er der mange ledige, som blot venter på et job, og som vil kunne starte fuldtid i morgen. Selv mange af vores mere udsatte borgere vil kunne arbejde nogle timer om ugen. Vi tror på, at alle har ressourcer. Og vi tror på, at flere af de ressourcer kan komme i spil på arbejdsmarkedet under de rette forhold og rigtige rammer.

Øget fokus på lønnede timer og jobformidling er i tråd med den nye lovgivning, som trådte i kraft ved årsskiftet. Den nye lov skærper nemlig jobcentrenes opgave med at bistå virksomhederne i forbindelse med rekruttering og fastholdelse af medarbejdere. Lovgivningen skærper også kravene til etablering af virksomhedspraktik og sætter en begrænsning på varigheden af praktikken for mange af vores ledige unge.Sammen kan vi rigtig meget her i Halsnæs. Jeg håber derfor, at erhvervslivet og lokalsamfundene fortsat er klar på at løfte et socialt ansvar sammen med os.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...