»Tre, to, en«, lød det fra de mange mennesker i Truckhallen torsdag eftermiddag, hvor Jens Jepsen og Peder Raarup Jensen stod klar til at trykke på send-knappen.
Ved nedtællingens slutning stod alle med armene i vejret, og der lød hujen fra salen. Klaverfabrikkens ansøgning om at forblive et regionalt spillested var sendt af sted, og der kunne officielt blive sat flueben ved den sidste del af overdragelsen.
Nu var Klaverfabrikken klar til en ny kaptajn ved roret.
Torsdag eftermiddag var Klaverfabrikkens venner, frivillige og ansatte samlet i Truckhallen for at sige goddag til ny leder af Klaverfabrikken Peder Raarup Jensen og på gensyn til Jens Jepsen, der efter at have haft sin daglige gang i huset i 18 år, har valgt at stoppe.
Unge mennesker i store balkjoler og parykker serverede champagne, og for de der var mødt op, såvel som for dagens to hovedpersoner, bød dagen på våde øjne, grin og historiefortællinger.
Første indslag stod en glad men også vemodig Karen Elsebeth Jensen for. Hun er i øjeblikket konstitueret bestyrelsesformand for Klaverfabrikken.
- Peder, du har alt det, vi ledte efter i en kandidat. Foruden den faglighed, du har med i bagagen, har du ikke mindst en nysgerrighed og en kærlighed til vores alles elskede hurlumhejhus. Og du Jens har sørget for, at vi har de bedste forudsætninger for at bringe Klaverfabrikken videre, sagde hun foran den fyldte Truckhal torsdag eftermiddag.
Fuld af fortrøstning
Også formand for Kultur- og Fritidsudvalget Rikke Macholm (SF) gav den tidligere leder et par ord med på vejen.
- Nogle nyheder bliver man ikke glad for. At du skulle stoppe, var en af dem. Du har gjort det fabelagtigt godt, og din måde er forbilledlig. Du har været med til at forme et hus, hvor alle er velkomne. Tykke, smalle, skæve, lige, unge og gamle. Og det er noget, vi er utrolig stolte over, sagde hun til Jens Jepsen under sin tale, hvor hun også udtrykte sin glæde over, at Peder Raarup Jensen stod klar til at overtage.
- Det har været utrolig dejligt at møde dig. Det bliver spændende at samarbejde med dig, og jeg er fuld af fortrøstning, sagde hun.
Børnene i centrum
Eftermiddagen bød på taler fra Klaverfabrikkens frivillige og fra nogle af de, der har været tilknyttet kulturhuset det meste af deres liv. En af dem, der siden han var 16 år er kommet i huset, er den nyudnævnte leder Peder Raarup Jensen.
- Klaverfabrikken er helt særlig. Der er ikke noget, der kan måle sig med det her sted, og jeg er rigtig stolt over at stå her i dag, sagde en meget ydmyg Peder Raarup Jensen.
Jens Jepsen har begrundet sit valg om at stoppe med, at han ønsker at tilbringe mere tid med sine børn. Netop børnenes betydning var da også tydelig, da det blev Jens Jepsens tur til at sige et par ord. Her var det med sin lille datter på skuldrende og besøg af sønnen ved scenekanten, at han talte med en bævrende stemme.
- Det er meget specielt for mig at stå her i dag. Klaverfabrikken har formet mit verdensbillede. Der er ikke gået en eneste dag de sidste 18 år, hvor jeg ikke har tænkt på Klaverfabrikken, sagde Jens Jepsen
Men nu var det tid til at give pladsen videre, fortalte han.
- Jeg vidste med mig selv, at det skulle være, når jeg var glad og stolt over, hvad jeg havde udrettet, når jeg følte at timingen var rigtig, og når der var den rette person til at tage over. Det er der nu. Jeg ved, at du er den helt rette, Peder. Du har fabrikkens kultur og DNA i dig, sagde Jens Jepsen, inden festlighederne fortsatte med blandt andet en optræden fra Klaverfabrikkens kor »Søkøerne«, som fortsat vil blive ledet af Jens Jepsen.
Han vil derfor ikke sige endeligt farvel til huset lige foreløbigt.