Af Line Kaagaard, Vibeke Ringdal og Torben Vester, forretningsdrivende i Roskilde
Som indehavere af henholdsvis Den franske Vinhandel, Ringdal og Rud &Vester har vi alle drevet forretning i Roskilde i mange år.
Vi er bekymrede for byrådets sommerforsøg, hvor man vil fjerne centrale p-pladser i bymidten for at gøre plads til aktiviteter. Vi er naturligvis interesserede i en livlig bymidte med mange aktiviteter for vores besøgende, men tilgængelighed er en nødvendighed, hvis vi vil blive ved med at være en attraktiv by.
I stedet for at fjerne de centrale p-pladser på Stændertorvet for at gøre plads til aktiviteter, kunne man i stedet benytte nogle af de andre skønne og oplagte pladser, som vi har i byen, fx. Hestetorvet (der i forvejen hungrer efter at blive brugt), en stor del af Stændertorvet (hvor der ikke er p-pladser), pladsen foran domkirken, en skøn grøn have ved Algade 31(Klosterparken) og meget mere. Her kan der foregå alle de tiltag med teater, musik og gøgl, som et flertal i byrådet lægger op til.
Roskilde har et kæmpe opland, som elsker at besøge Roskilde by, men vil de fortsat komme hertil, hvis det bliver for besværligt?
Vores erfaring som forretningsdrivende er, at vi har mange kunder, som kommer langvejs fra, og de synes allerede nu, at det ikke er nemt at finde parkering i bymidten. Kundernes købsmønstre har ændret sig over de senere år, og bekvemmelighed er blevet en stor faktor, derfor må man ikke gøre det besværligt (ubekvemmeligt) at komme hertil. Det vil i sidste ende betyde, at folk vælger at tage til andre byer eller centre, der er langt mere imødekommende over for folk, der kommer i bil.
Når vi taler med vores kollegaer rundt omkring i landet, er der ingen, der kan komme med positive historier om tilsvarende forsøg, tværtimod!
Og hvad er det egentlig, at forsøget skal undersøge? Der er ingen aktuelle målinger af antal kunder i byen eller deres tilfredshed med de nuværende parkeringsforhold. En reel undersøgelse skal jo vise resultatet ”før og efter”. Men eftersom der ikke er dokumentation fra ”før”, er der jo ikke noget at sammenligne med, når man har ”efter” tallene.
Vores fornemmelse er, at nogle politikere af ideologiske årsager gennemtrumfer vejen mod bilfri bymidte. De forstår ikke konsekvenserne, eller også er de ligeglade? For os er det ikke fantasipenge, vi arbejder med. De siger, at de vil have en levende bymidte, men de skal huske på, at betingelser for at have en levende bymidte er et velfungerende butiksliv.
Desuden skal byrådet afholde sig fra at bestemme, om byens besøgende vælger at cykle, gå, tage det offentlige eller deres bil. Det har den enkelte ret til selv at bestemme.
Jeppe Trolle efterlyste indspark fra byens “Mads Skjern’er”. Mads Skjern ville sige “byg nogle bynære parkeringspladser (gerne +500), og I skal se en by, der bliver livlig og attraktiv”.
Med ønsker om det bedste for vores by.