Der var fed lykke til alle, da det i aftes langsomt gik op for fodboldtræner og næstformand i den lille fodboldklub G77 fra Gundsømagle, Rasmus Lykke, at de to fremmødte fra DBU ikke var med til aktivitetsudvalgets møde for at lave en video om det daglige fodboldliv i klubben.
Da Allan Thoft Jensen fra DBU Sjællands bestyrelse i stedet for at tale om udvikling af klubben, begyndte at tale specifikt om den store indsats, som Rasmus Lykke har gjort for klubben, så undrede det alligevel prisvinderen, som dog først endelig fattede, hvad der foregik, da der blev sat ord på.
- Jeg anede ikke, hvad der foregik! Det var først, da Allan begyndte at tale direkte til mig, at jeg tænkte, at det da var en underlig måde at tale om udvikling af klubben på. Så forstår jeg sgu bedre, hvorfor de fleste af de andre havde sat sig lidt væk ved bordet! griner Rasmus Lykke.
- Jeg anede ikke, at jeg var indstillet, men det er da en kæmpe ære at få sådan en pris, tilføjer Rasmus Lykke, som har været frivillige i klubben i seks år, de seneste snart to som ungdoms- og næstformand.
For et par år siden var klubben lukningstruet. I dag trives den i bedste velgående, blandt i kraft af Rasmus Lykkes indsats.
Til daglig træner han klubbens U12, som for at få et helt hold har slået sig sammen med naboklubben, Gundsølille SG&IF og kalder sig Gundsø United.
- Det er en kæmpe anerkendelse af mit arbejde, og noget, jeg er super stolt over. Jeg synes, vi har rykket klubben meget, og vi er på vej i den rigtige retning, siger Rasmus Lykke, som understreger, at det ikke kun handler om, at have gode ledere i en klub.
- Som årets fodboldleder kunne jeg da godt tænke mig, at vi rent faktisk havde en hal, der opfyldte målene, eller måske en kunstgræsbane. Sådan en fin ting er nemlig ikke nået til Gundsømagle, kom det med glimt i øjet fra prisvinderen.
Med prisen følger en check på 5000 kroner, og da DAGBLADET spørger, hvordan Rasmus Lykke har tænkt sig at bruge pengene, kommer det prompte fra prisvinderen:
- De skal gå til noget til klubben.
Formand i G77 Fodbold, Kristian Ridley Schou, havde indstillet Rasmus Lykke til årets børneleder, men indstillingen var så god, at DBU i stedet valgte at tildele ham deres fornemste pris som Årets Fodboldleder.