"Ingen går på fortovet, men alle går midt på vejen. Folk gør lidt, som de vil her på vejen." Ordene kommer fra billedkunstneren og arkitekten Per Danø.
Han er den af de 'nye' kunstnere, der har boet længst i Gadevangen. Siden 1979. Helle Thorborg flyttede ind i 1993, Vibeke Glarbo i 1994 og Tine Hecht i 1995. Alle med deres familier.
Deres vej hertil er forskellig, men ingen af dem har nogensinde fortrudt, at de tog springet fra ¨'stenbroen' til forstaden. For Gadevangen er noget ganske særligt. Det er mere end et sted, man bor. Det er en livsstil.
"Jeg er medlem af Koloristerne og mødte i den forbindelse Sigrid Lütken, der boede her. Jeg boede i København og ledte efter noget, og hun vidste, at huset her havde stået tomt i godt et år. Ingen ville have det, fordi det var i virkelig dårlig stand. Men da jeg så det, tænkte jeg, at her vil jeg bo. Det levede op til min forventninger. Miljøet er dejligt, ingen siger noget til om ukrudtet vokser," siger Helle Thorborg.
Det er hende, der lægger hus og have til sommermødet med de fire kunstnere. Og som man kan forstå det, er det ikke første gang, de mødes. Hverken her eller hos en af de tre andre. Det er, som når gamle soldaterkammerater og klassekammerater mødes. Anekdoterne flyver, snakken går, og der bliver talt, grint og erindret.
Man forstå, at her har været et liv med kunstnere på slap line. Her har de festet, gået på besøg hos hinanden, spillet høj musik, lavet mad over åbent bål i baghaven, danset til den lyse morgen, set film og diskuteret kunst og kultur. Og delt mange flasker rødvin, forstår man. Blandt andet til en fest hos Helle, der blev så våd, at en af deltagerne måtte køres hjem i en trillebør.
"Der bliver lidt landsby over det," siger Vibeke Glarbo. Hun laver både grafik, større og mindre skulpturer, installationer og udsmykninger. Listen over de steder, hvor hun er repræsentere i både ind- og udland, er alenlang.
Hun er gift med Torben Glarbo, der er fotograf og filmfotograf/dokumentarist. Huset har fået en tilbygning, som er omdannet til 'et mørkekammer', som Helle Thorborg betegner det. Faktisk er det et filmstudie, og det er her, at nogle af gadens beboere hver tredje uge samles til samles til filmklub.
"Vi ser nogle af de gode gamle klassikere. Og mange gange har vi et tema for aftenerne," siger Helle Thorborg.
Kunstnerne har ikke et arbejdsfællesskab, men de fire kunstnere siger, at de har stor glæde af at bo tæt ved andre, der beskæftiger sig med det samme.
"Jeg har f.eks. arvet Helles farver," siger Vibeke Glarbo og peger på et farvekort.
Og hendes mand Torben Glarbo har fotograferet billederne til Helle Thorborgs bog 'Billedet er mit sprog'.
"Det betyder meget for alle kunstnere, at man er sammen med nogen, der ser som en selv og som kender til miljøet," siger Per Danø.
"Det giver ligesom et arbejdsfællesskab at kunne høre de andre arbejde," siger Tine Hecht Pedersen, der er gift med kunstneren Pontus Kjerrman.
"Dem, der er tilbage, holder meget af hinanden og forstår hinanden, " siger Per Danø.
Men i tiderne skifter og nye beboere flytter ind. Og stemningen fra dengang er ikke længere helt den samme. Det er de fire kunstnere enige om.
"Nu bor her andre mennesker".
"Det der svært at bevar miljøet"
"I dag er det mere pænt"
"For 10-15 år siden festede og dansede vi mere hos hinanden"
Er nogle af udsagnene, fra de fire kunstnere.
Men de er alligevel enige om, at miljøet i Gadevangen er noget ganske særligt.
"Helle er rigtig god til at passe på miljøet. Hun er fantastisk til at inviterer og til at samle beboerne her på vejen," siger Vibeke Glarbo.
Det samme er tilsyneladende Tine Hecht Pedersen.
"De nye holder sammen, og det giver en fed stemning. Jeg lærer dem at kende via min hund. Jeg har også lavet et værksted uden for huset. På den måde udvider jeg huset, og jeg kommer i kontakt med mange mennesker, der går på vejen, "siger Tina Hecht Pedersen.
Alle fire har tidligere være en del af åbne døre. Og således ikke uvant med at få besøg i deres hjem og værksteder. Og de vil alle fire gerne deltage - hvis de er hjemme - til loppe- og kunstmarkedet den 31. august.