Der er tilsyneladende stor interesse for at kunne leje et lagerrum, hvor man kan opbevare ting i en kortere eller længere periode. Således har Nettolager åbnet på endnu en adresse i Holbæk. Det er på L.C. Worsøesvej 2, mens virksomheden i knap tre år har været til stede på Østerled 28 F.
I det nye lagerhotel på L.C. Worsøesvej er der cirka 100 rum i størrelser fra én til 10 kvadratmeter til rådighed. Afdelingen på Østerled er dobbelt så stor.
Med de seneste åbninger i Holbæk og Frederiksværk er Nettolager nået op på 28 adresser på Sjælland. Desuden er der seks adresser i Storkøbenhavn, en på Falster, fire på Fyn og 10 i Jylland.
Det er ikke noget særsyn, at der i de sjællandske byer er mere end én adresse. Således er der fem i Ringsted og seks i Næstved, hvor tre af adresserne dog ligger i tilknytning til hinanden.
Som noget nyt er det muligt at booke et rum online i det nye lagerhotel på L.C. Worsøesvej i Holbæk. Det er også tilfældet for lagerhotellet i Sorø.
- Vi tester online-booking på forskellige lokationer. Det normale er, at kunden er ude på stedet og i den forbindelse booker et rum. Men nu kan man nogle steder booke på forhånd hjemme fra sofaen, når man har downloadet en app. Det er ligesom at køre ind på og ud af en parkeringsplads, siger Brian Hansen, som er chef for Nettolager.
