Da Slagter Frimann i Støden, med Palle Christensen som ejer, for et par år siden blev kåret til landets bedste slagterforretning, var det slet ikke nogen tilfældighed.
Bag den fornemme titel ligger 40 års hårdt og intensivt arbejde, hvor han gennem de fleste af årene var sammen med sin læremester og senere partner Peter Frimann.
Sammen skabte de grundlaget for en stor succes i Roskilde. Selv om den tidligere ejer gik på pension for nogle år siden, kommer han stadig af og til og hjælper til i butikken, der fortsat også er hans livsværk.
Begyndte på Bjerget
I 1979 startede Peter Frimann forretningen på Sct. Jørgensbjerg i Clermontgade. Han var gammel topfodboldspiller i Slagelse og noget af en tank-centerforward, der gik under tilnavnet 'Peter Beton'.
Men den udlærte slagter forstod også at tackle igennem og score, når det gjaldt hans eget fag, så tre år senere rykkede han ind i det nuværende lokaler i Fællesbageriets ejendom ved hjørnet af Støden og Ringstedgade.
Ny svend tilbudt job
I 1987 blev den nuværende ejer Palle Christensen ansat som svend og blev senere medejer, inden han så endeligt overtog i 2012.
- Jeg havde Peter som skuemester ved min svendeprøve på Slagteriskolen. Bagefter skulle jeg være marinesoldat på Grønland, men han sagde, at hvis jeg nogensinde fik brug for et arbejde, skulle jeg bare komme til ham. Det gjorde jeg så, fortæller Palle Christensen.
- Peter og jeg var gode til forskellige ting, så vi supplerede hinanden fint. Men vi var enige om, at kunderne skulle have kvalitets-varer og behandles rigtigt godt.
- Gennem årene har det været opskriften på forretningens fremgang.
- Selvfølgelig har slagterfaget ændret sig meget gennem de mange år, så kunderne nu i langt højere grad ønsker mad, der er hurtig og let at gøre færdig. Det har vi selvfølgelig fulgt med i. Men grundlæggende handler det jo fortsat om at lave gode varer.
Jubilæums-fest
Butikken beskæftiger i dag 12 ansatte og har ca. 60.000 ekspeditioner i løbet af et år.
- Vi vil gerne holde fast i fagets gode traditioner og er stolte af at være slagtere, fortæller Palle Christensen.
Han fremhæver samtidig, at de sidste tre lærlinge, der er udlært i forretningen, har fået to sølvmedaljer og en guldmedalje ved deres svendeprøve.
Den runde fødselsdag for butikken markeres lørdag den 2. november, hvor kunderne fra 11.30 til 14.00 inviteres på mad og drikke i det store lokale ved siden af i Støden, hvor der tidligere var natklub og diskotek.
- Kunderne har sørget for, at vi kan eksistere, så nu vil vi også godt give dem noget igen, fortæller Palle Christensen.
tk
