Raffinaderi skifter ud i toppen

Kalundborg Refinery skifter ud i toppen. PR-foto

Kalundborg Refinery skifter ud i toppen. PR-foto

Kalundborg Refinery annoncerede torsdag, at Claus Navntoft bliver udnævnt til administrerende direktør.

Med virkning fra 1. april 2024 afløser han Wouter de Jong, som ifølge en pressemeddelelse fra raffinaderiet har valgt at forfølge andre interesser uden for Kalundborg Refinery.

Wouter de Jong vil overdrage sine opgaver til Claus Navntoft i de kommende uger.

Med dybe rødder i Kalundborg samt 34 år som en del af raffinaderiet i Kalundborg, herunder de sidste 10 år som medlem af ledelsen, bringer Claus Navntoft et væld af erfaring og indsigt ind i sin nye rolle, hedder det i meddelelsen.

- Jeg er beæret over at påtage mig denne rolle i en så spændende tid for vores virksomhed. Med vores fokus på at drive en sikker og pålidelig forretning, samt vores medarbejderes dedikation, er jeg overbevist om, at vi sammen vil opnå stor succes i fremtiden, siger Claus Navntoft.

Det oplyses, at Claus Navntoft før udnævnelsen som administrerende direktør var leder af Project, Procurement & Control-afdelingen, hvor han gennem mange år har været en nøglefigur i den daglige drift og løbende udvikling af raffinaderiet i Kalundborg.

Hans erfaring med projektledelse spænder over forskellige store projekter, både i Danmark og udlandet.

Foto: PR-foto

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...