Guide: Vælg de rigtige øl til julefrokosten

Nu starter den helt store julefrokostsæson, hvor hygge, mad, og øl er i fokus. Sidstnævnte hænger for de fleste unægtelig sammen med den årlige julefrokost, men hvorfor nøjes med den klassiske julebryg? Sidste år bryggede danske bryggerier, ifølge Bryggeriforeningen, 362 forskellige juleøl.

Ølekspert og foredragsholder Carsten Berthelsen, som har skrevet 10 bøger om øl, og i 2017 var med Natholdets julekalender, fortæller, at der er sket et skred i, hvad der bliver betragtet som en klassisk juleøl.

- Vi ændrede lidt på normerne i Nordeuropa. Efter Anden Verdenskrig producerede de store bryghuse mørkere typer af lagerøl. En snebajer eller sneøl, som den for eksempel Tuborg laver. Den kom på markedet i 1981. Hvis man bevæger sig tilbage i tiden, var det lidt stærkere typer, man drak til jul. Det, som belgierne kalder Dubbel. Man gav øllet en dejlig tilsætning af mørke malte, og så blev alkoholindholdet rigere, siger Carsten Berthelsen og giver Ale nr. 16 fra Refvindinge som et eksempel på en "ikke alt for stærk, men fyldig såkaldt overgæret bondeøl".

Men der er ikke kun én juleøl, der passer til alle de klassiske juleretter. For ligesom man tilpasser vinen til maden, kan man også gøre det med øl.

- Vi har en tendens til at drikke pilsner til alle frokostretterne eller måske de mildere juleøl, som mange af de store bryghuse producerer. Men man kan også vælge øl, der lige præcis passer til maden, siger Carsten Berthelsen.

Når Carsten Berthelsen selv inviterer til julefrokost, har han en øl til hver ret - også hvis der er otte retter.

- Man behøver ikke at drikke en hel flaske, men man kan dele høfligt med hinanden, siger han.

Carsten Berthelsens generelle råd er at tage en øl, som enten spiller op til eller leger med smagskomponenterne i retten.

Til den klassiske sild i syrlig lage vil Carsten Berthelsen servere en blød, afrundet og maltet øl.

- En pilsner er altid dejlig, hvis den er velkomponeret, men jeg synes, at hvis kulsyren er for kraftig, får marinaden for lidt spil. Det bløde og maltede skal gerne ind og hygge sig med den pikante lage, siger han.

Til karrysild med æg skal man derimod drikke en IPA eller pale ale.

- Det er dejlige humlede øl med en klar friskhed. Det går ind og leger med den fede lage.

Når de lune retter kommer på bordet, som for eksempel en velbagt leverpostej, vil Carsten Berthelsen også finde en blød, afrundet og maltet øl frem. Den er også god til stegeretterne.

Og hvis der kommer en rullepølse på bordet, vil Carsten Berthelsen igen råde julefrokostgæsten til at tage en friskere øl til.

- En IPA eller pilsnertype er god til rullepølsen. Eller måske en rigtig god, stærk og lys øl. En pikant øl med masser af alkohol, for at sige det lige ud.

Til osten ville han servere en porter eller stout, som Carsten Berthelsen kalder en »rigtig hyggeøl til de mørke vinterdage«.

Til sidst kommer risalamanden på bordet, og den skal ledsages af en lidt stærkere brun øl, som for eksempel en Rochefort 10 eller Carlsbergs Golden Naked Christmas Ale.

- Det spiller op til sødmen, forklarer Carsten Berthelsen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...