Flere forældre fik sig noget af et chok, da deres børn kom hjem i sidste uge og fortalte, at der var blevet indført tissemakkere i indskolingen. Børnene havde angiveligt fået at vide, at det var for at sikre, at der ikke blev smurt lort og tis på væggene, at de skulle gå to og to, når de skulle på toilettet. Men siden har Borup Skole været på den anden ende, for tissemakkerne skulle sikre meget mere end det.
For enkelte børn havde også fået at vide, at de skulle være tissemakkere, fordi der var nogen, der blev drillet, når de gik på toilettet.
Det fik i sidste uge flere forældre til at rette henvendelse til skoleleder Jakob Dalgas, der fredag eftermiddag endte med at skrive ud til samtlige forældre i indskolingen,
På Aula skrev han blandt andet:
- Denne besked skrives, fordi vi har fået henvendelser fra 10-12 forældre. Vi antager, at disse henvendelser repræsenterer en større del af forældregruppen i indskolingen.
Længere nede fortsatte han:
- Igennem den senere tid har vi desværre oplevet, at nogle børn blevet meget kede af det. Det drejer sig mest om piger, som fortæller, at de har været udsat for grænseoverskridende adfærd. I alle de konkrete tilfælde, vi kender til, er vi - eller har vi været - i kontakt med diverse rådgivere og andre myndigheder.
Voksne holder tilsyn
Sjællandske Nyheder erfarer, at grænseoverskridende adfærd dækker over vold og i nogle tilfælde grove seksuelle krænkelser, som børnene har begået mod hinanden.
Sjællandske Nyheder er bekendt med karakteren af de seksuelle krænkelser, men afstår fra at beskrive dem af hensyn til de implicerede i sagen og deres familier.
Længere nede i skrivelsen forklarer skolelederen, at der har været en øget opmærksomhed på at forebygge konflikter, og at det har ført til flere konkrete tiltag.
- Normalt kan børn få lov til at være alene i et lokale for at læse, lege eller slappe af. I en tid vil vi arrangere skoledagen således, at der altid er en voksen i nærheden, som kan holde tilsyn. SFO vil bakke op om denne indsats, skriver Jakob Dalgas.
I brevet skriver han videre, at mange har bemærket ordet tissemakker, og at det lyder voldsommere, end det er, og at det ikke betyder, at begge børn skal være på toilettet på samme tid. Han skriver i øvrigt, at den modstand, der har været mod tissemakkere, har medført, at det er et tiltag, de vil lægge til siden igen, da de ikke ønsker at skabe modstand mod en “række ellers gode tiltag”.
Han slutter skrivelsen med en bøn og skriver:
- Der snakkes om, at der “går rygter” om... Kan det være rigtigt= Jeg har hørt... osv. Til gavn for vores fælles skole og for børnene, vil jeg anbefale, at vi er lidt forsigtige med at viderebringe rygter.
Jakob Dalgas understreger til sidst i beskeden på Aula, at skolen ikke har mulighed for at udtale sig om konkrete børn eller situationer.
Frygt og mistillid
Beskeden fra skolelederen fik lørdag ved 22-tiden en forælder til at skrive en besked ud til samtlige forældre i indskolingen. Her inviterede hun til et hastemøde på Borup Bibliotek dagen efter, altså søndag d. 4 februar.
Her skriver hun blandt andet:
- Til jer, der ikke er informeret om hændelserne, vil jeg lige kort orientere jer om, at der er foregået seksuelle overgreb på flere børn i indskolingen, skriver hun, og forklarer, at sagerne er politianmeldt.
Midt- og Vestsjællands Politi bekræfter man, at de har kendskab til sagerne fra Borup Skole, men forklarer, at det ikke er en sag for politiet, da der er tale om børn. Derfor er det de sociale myndigheder, der skal tage sig af det.
Selv med den korte tidsfrist endte et sted mellem 50 og 70 forældre med at møde op til mødet på Borup Bibliotek, og Sjællandske Nyheder erfarer, at mindst en forælder rejste sig og fortalte om et overgreb på sit barn, og at flere af de fremmødte sad med tårer i øjnene og blev trøstet.
På mødet udtrykte flere forældre frygt og mistillid til skolen, og det går også igen i flere aulabeskeder, som Sjællandske Nyheder har fået indsigt i.
Folk efterlyser oplysninger og vil blandt andet gerne vide, om de pågældende børn er under voksenopsyn.
En skriver, at hun er utryg ved at få at vide, at børnene ikke må gå alene rundt, og at hun også er nervøs for, at tissemakker-ordningen blev sløjfet igen, når nu skolen havde vurderet, at det var en nødvendig foranstaltning.
Hertil skriver skolelederen, at børnene trygt kan gå på toilettet, og at der ikke er grund til bekymring.
Men ord, der går igen og igen i aulatråden er dybt bekymret, foruroligende og utrygt, mens enkelte også udtrykker, at de har ondt i maven over at sende deres børn afsted i skole.
Vil ikke kalde det seksuelle krænkelser
De mange henvendelser fra bekymrede forældre hen over weekenden fik skoleleder Jakob Dalgas til at skrive endnu en fælles besked ud mandag morgen.
Her skriver han, at:
- I alt er 3-6 børn i alderen 6-9 år involveret i denne sag. Alle forældre til de involverede børn er selvfølgelig orienteret.
Herefter forklarede han, at han i sit indledende indlæg med vilje har valgt ikke at kalde hændelserne for seksuelle overgreb.
- Der bruges ordene “seksuelle overgreb og seksuelle krænkelser”. Jeg har med vilje beskrevet hændelserne som “grænseoverskridende adfærd”. Når vi taler om, at det er børn i alderen 6-9 år, skal man være varsom med at bruge ord fra voksnes rækker. Seksualitet er ikke det samme for en 7-årig som for en voksen, skrev Jakob Dalgas til forældrene i indskolingen.
Han understregede, at han ikke kan blive mere konkret i sin orientering og slutter beskeden med:
- Jeg er sikker på, at I alle kan sende jeres børn trygt i skole.
Brev til ledelsen
På det hasteindkaldte forældremøde søndag aften blev gruppen af forældre enige om at sende et brev til ledelsen, som også er sendt til både borgmesteren og forvaltningen i Køge Kommune. Brevet blev underskrevet af 75 forældre i indskolingen, inden det blev afsendt.
Brevet er på mere end en A4-side, og her skriver forældrene, blandt andet at:
- Vi er oprigtigt bekymret, og vi kan ikke tolerere/acceptere, at vores børn ikke er sikre på skolen. Vi oplever, at skolens ledelse henleder til, at det er børn mod børn, hvorfor det er en kommunesag. Det er simpelthen ikke helt rigtigt. Det forholder sig sådan, at skolens ledelse har været opmærksom på disse forhold, og hvis de, indirekte har været medvirkende til ikke at agere og dermed forebygge, så er de faktisk direkte ansvarshavende og kan holdes til ansvar.
- Vi skal på det kraftigste bede skolens ledelse foretage alle handlinger overhovedet muligt for at sikre vores børn mod så alvorlige forbrydelser, som i mere end et år har foregået på Borup Skole.
Der bruges ordene “seksuelle overgreb og seksuelle krænkelser”. Jeg har med vilje beskrevet hændelserne som “grænseoverskridende adfærd”. Når vi taler om, at det er børn i alderen 6-9 år, skal man være varsom med at bruge ord fra voksnes rækker. Seksualitet er ikke det samme for en 7-årig som for en voksen,
Besked fra skoleleder Jakob Dalgas til forældrene i indskolingen.
Sjællandske Nyheder ville gerne have en kommentar fra skoleleder Jakob Dalgas, men kommunikationen i sagen er gået gennem kommunens kommunikationsafdeling, som har bedt om at få tilsendt spørgsmålene på skrift.
Her er de spørgsmål, Sjællandske Nyheder gerne ville have svar på.
- Hvor længe har I kendt til krænkelserne?
- Hvor mange episoder er der tale om?
- Ifølge vores oplysninger er der tilfælde, som daterer sig tilbage til 2022. Hvorfor indfører man først foranstaltninger nu?
- Hvad gør I for at komme problemerne til livs?
- Går børnene, der står bag overgrebene og volden, stadig på skolen?
- Hvor voldsomme episoder er der tale om, når man som skole ikke længere er trygge ved, at børn færdes alene?
- Hvorfor bliver forældrene i indskolingen ikke informeret om episoderne?
- Hvorfor skal de høre fra deres børn, at der er indført tissemakkere og først på bagkant få at vide, at det blandt andet skyldes ”grænseoverskridende adfærd”?
- Kan børn i Indskolingen færdes sikkert?
- Kan du/I forstå, hvis forældre er bekymrede for at sende deres børn afsted i skole?
- Hvilken form for støtte tilbyder I de ramte børn og deres familier?
I et skriftligt svar skriver skole- og dagtilbudschef Lars Nedergaard:
- Det er korrekt, at Borup Skole lige nu oplever at skulle håndtere en sag af en karakter, der kræver handling fra skolens side. Ligeledes oplevede skolen i december 2022 to sager af lignende karakter, der blev håndteret med støtte til de berørte børn og familier.
- Ledelse og medarbejdere på skolen er i samarbejde med Familiecentret i fuld gang med at gøre alt hvad de kan for at støtte de berørte børn og familier. Det er et stort arbejde, som jeg oplever, at skolen løfter rigtig flot.
- I sagens natur er der tale om hændelser og handleplaner, som involverer personfølsomme oplysninger. Tavshedspligten for den enkelte elev og familie gør, at det ikke er muligt for skolen at kommunikere særligt konkret til den store gruppe af forældre, der ikke har børn, som er direkte berørte af hændelserne. Skolen har undervejs forsøgt så godt som muligt at håndtere den utryghed og frustration, som en større gruppe af forældre giver udtryk for.
- I næste uge indkaldes til dialogmøde med forældre indskolingen, hvor forvaltningen og ledelsen på Borup Skole deltager. Formålet er via en konstruktiv dialog at betrygge forældrene i at der bliver taget hånd om trygheden på skolen. Vi er fuldt ud bevidste om, at vi gennem en fokuseret indsats altid kan tage ved lære og udvikle os til børnenes bedste.
Vi skal på det kraftigste bede skolens ledelse foretage alle handlinger overhovedet muligt for at sikre vores børn mod så alvorlige forbrydelser, som i mere end et år har foregået på Borup Skole.
Uddrag fra et brev, som forældre har sendt til skolens ledelse
Jeg er sikker på, at I alle kan sende jeres børn trygt i skole.
Jakob Dalgas, skoleleder Borup Skole