Hvis du jævnligt færdes på Gentofte Kommunes gader og stræder, så har du helt sikkert bemærket dem. Klistermærkerne på lygtepælene.
De kan blandt andet spottes på Bernstorffsvej, Ordrupvej, Fredensvej og Bregnegårdsvej.
En stor del af klistermærkerne bærer budskaber fra den højrenationale bevægelse Generation Identitær. Få af dem får dog lov at hænge særlig længe, før ordene kradses ud.
Villabyerne har spurgt Gentofte Kommune, om klistermærkerne er noget, man fra kommunens side bruger tid og penge på.
"Kommunen fjerner klistermærker m.m. fra bl.a. lygtepælene, når vi selv konstaterer det, eller når vi får henvendelser fra borgere om det. Det er ikke en opgave, vi isoleret afsætter tid og ressourcer til, men noget vores folk er opmærksomme på, når de er ude i forbindelse med andre renholdelses driftsopgaver," fortæller driftsleder i Park- og Vej Henrik Christensen i et skriftligt svar, hvor han uddyber:
"Opsætning af klistermærker i det offentlige rum er ulovligt, og vi bestræber os derfor så vidt muligt på at fjerne dem fra kommunens ejendom som affaldsspande, bænke, skilte m.m."
I slutningen af sidste uge var folk fra kommunen ude at fjerne klistermærker fra Ordrupvej og Bernstorffsvej.