Det var ikke hjemmeholdenes dag, da der torsdag var dobbelt pokalarrangement i Røsnæshallen.
Både Raklevs kvinder og mændene fra HF Kalundborg, der er et samarbejde mellem Raklev og Rørby-Værslev, røg ud af pokalturneringen i anden runde.
Kvinderne fra serie 1 mødte Odsherred fra kvalifikationsrækken. Sidste sæson lå de i samme række, og dengang vandt Raklev en tæt hjemekamp med 21-19, mens udekampen blev tabt 23-20. Onsdag var det igen en tæt kamp, men denne gang med udeholdet som vinder.
Begge hold nåede at føre i første halvleg, som endte 8-9, efter Raklevs Sabine Frølund brændte straffekast efter tid.
Hjemmeholdet overtog til gengæld føringen i starten af anden halvleg, hvor de var i overtal.
Det var nu en stakket frist, for gæsterne havde igen held til at trække fra, og føringen nåede en enkelt gang op på fire mål ved 14-18 med 19 minutter tilbage.
Raklev udlignede med fire mål i træk og nåede også op på 19-19. Fire minutter før tid reducerede Raklev til 20-21, men kampen blev reelt lukket, da målvogter Simone Jensen var uheldig at tabe en ellers ufarlig afslutning fra Camilla Søborg ind i eget mål til slutresultatet 20-22.
Mændene fra HF Kalundborg var oppe mod HIK. Begge klubber spiller i kvalifikationsrækken, hvor Kalundborg er nummer fem i pulje 1, mens HIK er klar nummer et i pulje 3.
Det blev en tæt affære, hvor ingen af holdene kunne lægge afstand. Den store håndboldmæssige oplevelse var Tobias Jørgensen, der scorede 11 mål i kampen.
Tobias Jørgensen bragte HF Kalundborg foran 10-9 lige før pausesignalet, og samtidig fik HIK en udvisning. Det var langt fra eneste gang i kampen, at stortalentet havde succes med både at score og trække en udvisning.
Det betød, at HF Kalundborg i begyndelsen af anden halvleg kunne bringe sig foran med to mål.
Gæsterne havde kun en udskifter med, så det lå i luften, at de ville blive trætte. Men ved 15-14 til HF Kalundborg efter 13 minutter var det i stedet hjemmeholdet, der gik i stå.
Der skulle gå over 12 minutter, før hjemmeholdet scorede næste gang, og i mellemtiden havde gæsterne sikret sig sejren.
Tobias Jørgensen fik pyntet med to scoringer i de sidste fem minutter, men ingen andre fra hjemmeholdet scorede efter 15-14.
HF Kalundborg tabte de sidste 17 minutter med 2-10 og dermed kampen 17-24.
