Natten til søndag stiller vi urene en time tilbage, og det betyder em ekstra times søvn.
Fra 2021 kan det dog være slut med at stille urene to gange om året.
Læs her, hvor tæt på afskaffelsen af sommer- og vintertid er.
* Et flertal i Europa-Parlamentet mener, at det skal være slut med at skifte mellem sommer- og vintertid.
* Medlemmerne i Europa-Parlamentet stemte og vedtog den 26. marts parlamentets holdning til forslaget fra EU-Kommissionen, der går på at afskaffe skiftet mellem sommer- og vintertid.
* EU er med afstemningen et skridt nærmere et nyt direktiv om den sæsonbestemte omstilling af tid.
* De afsluttende forhandlinger kan dog ikke indledes, før EU-landene har taget stilling til forslaget. Foreløbig har der været meget begrænset opbakning.
* Det skal være op til de enkelte EU-lande at beslutte, om man vil justere på uret. Et krav er, at det ikke må få konsekvenser for det indre marked.
* Medlemslandene skal ifølge forslaget vælge mellem at have enten sommer- eller vintertid hele året.
* Der er uenighed og bekymring i EU-landene for, hvad det vil betyde.
* Kommissionen spurgte sidste år unionens borgere til råds om, hvorvidt man skal stoppe de årlige skift og lade landene bestemme selv.
* Kommissionen fik 4,6 millioner svar, det største antal nogensinde i sådan en internetkonsultation. 84 procent sagde ja.
* Hvis medlemslandene kan blive enige om sommertid, skal urene stilles sidste gang den sidste søndag i marts 2021. Er det vintertid, bliver det den sidste søndag i oktober 2021.
Kilde: Ritzau, Eur-lex, Kristeligt Dagblad.

Efteråret er godt i gang, og det betyder, at vi skal omstille os til normaltid - også kaldet vintertid.
Forstå, hvorfor du natten til søndag skal stille uret en time tilbage:
* Hvert efterår stilles urene en time tilbage, så vi kommer tilbage til normaltid, også kaldet vintertid, efter syv måneder med sommertid.
* Den formelle betegnelse for tiden om vinteren er dansk normaltid - DNT. I international sammenhæng svarer det til den koordinerede universaltid - UTC - plus en time. Det er det, der tidligere har været omtalt som Greenwich Mean Time - GMT.
* Sommertiden varer fra sidste søndag i marts til sidste søndag i oktober.
* Om efteråret skal uret stilles en time tilbage fra klokken 03.00 til klokken 02.00. Vi får med andre ord en ekstra time det ene døgn. Om foråret skal uret stilles en time frem fra klokken 02.00 til klokken 03.00.
* Som følge af det vil det være lysere, når man skal på arbejde mandag morgen i forhold til samme tidspunkt på døgnet ugen forinden.
* Omkring 70 lande har indført ordningen med sommertid.
* Sommertid blev første gang indført af Østrig og Tyskland i 1916 for at spare energi og dermed olie, som var knap på grund af Første Verdenskrig.
* En række europæiske lande, herunder Danmark, fulgte trop 21. maj samme år.
* Sommertiden kom igen fra 1940 til 1948, da Anden Verdenskrig fandt sted.
* Ordningen blev først permanent i Danmark i 1980.
* Efter en standardisering i EU i 1996 har vi sommertid fra sidste søndag i marts til sidste søndag i oktober. Resten af året har vi dermed normaltid.
* Reglerne om sommertid er fastlagt i EU-direktiv 2000/84/EF. Ifølge direktivet skal EU-Kommissionen hvert femte år offentliggøre sommertidens start og slut for de kommende fem år.
Kilder: Den Store Danske, Eur-lex og Ritzau.