Det daværende børnehus Firkløveren åbnede i november 2018 i lokaler i Sjælsøhallen, hvor børn og pædagoger skule have til huse, indtil den tidligere SFO ved Bistrupskolen blev totalrenoveret og istandsat.
I juli var lokalerne klar, og børn og pædagoger kunne flytte ind, skriver Rudersdal Kommune i en pressemeddelelse.
- Det er dejligt endelig at være i de rammer, som vi fra start af har ventet på, at vi kunne flytte ind i. Men det tager tid at komme på plads, og vi er der ikke helt endnu, siger daglig leder Birgitte Lindhardt Thomsen, der har været med fra starten, i den kommunale pressemeddelelse.
For hende har det været en drøm at kunne være med til at starte en ny daginstitution op.
Børnehuset startede med kun to børn, og derfor har der været god tid til at tale ambitioner, pædagogik og det gode børneliv med resten af personalet. Og nu er Birgitte Lindhardt Thomsen klar til at leve drømmen ud.
Børnehuset startede med kun to børn, og derfor har der været god tid til at tale ambitioner, pædagogik og det gode børneliv med resten af personalet. Og nu er Birgitte Lindhardt Thomsen klar til at leve drømmen ud.
Birgitte Lindhardt Thomsen fortæller, at nærvær vil danne grundlag for dagligdagen i Smedebakken, da netop nærvær sikrer de bedste udviklings- og læringsmuligheder for børnene.
- Som udgangspunkt er børnene delt op i mindre grupper det meste af dagen. Det giver mulighed for et større nærvær fra de voksne, der hele tiden er til stede med børnene i alle dagens aktiviteter.
Flytningen af børnehuset blev som nævnt også markeret med et nyt navn, og det er ikke en tilfældighed, at børnehuset i dag hedder Smedebakken. I starten af 1900 tallet lå en smedje blot et stenkast derfra. Derudover er børnehuset placeret på en bakke med naturskøn udsigt.
Birgitte Lindhardt Thomsen glæder sig over, at de nu er i et hus, hvor lokalerne netop giver mulighed for, at børn og voksne kan dele sig op i mindre grupper. Går man en tur rundt i huset vil man også kunne se, at alle rum er inddelt i mindre rum.
Blandt andet vil børnene kunne fordybe sig i bøger i læserummet, lave konstruktioner i lego-rummet eller klatre på en klatrevæg i motorikrummet. Der er desuden indrettet et indendørs legehus med køkken, seng og spisebord.
- Med rummene skaber vi nogle legemiljøer, hvor der er plads til at lege i små grupper uden at blive forstyrret af andre børn. Og børnene nyder det, siger Birgitte Lindhardt Thomsen.