Det var ikke kun vejrguderne, der var med på sidelinjen, da Kalundborg BMX Klub i weekenden var værter for femte- og sjette afdeling af National Cup. Masser af tilskuere fandt vej til banen i Tømmerup, hvor lige under 200 BMX-ryttere lørdag og søndag konkurrede i forskellige klasser.
Kalundborg BMX Klub fik oven i købet besøg af både tidligere kørere og deres forældre, og de mange frivillige omkring klubben gør opgaven noget nemmere, når der skal arrangeres løb.
- Frivillige kan vi godt mønstre, det er vi faktisk stolte af. Der er kommet mange kørere tilbage til klubben, og der er kommet mange nye til, så der er kommet et nyt socialt liv i klubben, konstaterer Jan Larsen fra Kalundborg BMX Klub.
I år var der dog ikke trængsel om startpladserne i elite-klassen. Blot fire elite-kørere havde meldt sig til National Cup i Kalundborg.
- De fleste elitekørere har haft et rigtig travlt forår, og derfor gearer de ned. De fleste vil hellere koncentrere sig om OL-kvalifikation, fortæller Larsen.
Kalundborg havde syv ryttere, der stillede opg og de fik i de enkelte klasser markeret sig. 14-årige Pernille Vejbirk sikrede sig en førsteplads, mens seksårige Njord Kepp blev nummer tre i sin klasse. Kalundborgs elite-kører, den 26-årige ungarske Patrick Szoboszlai, blev nummer tre - og er i det samlede regnskab på en andenplads. Der resterer to afdelinger af National Cup, som bliver afviklet i slutningen af september.
Det var andet år i træk, at Kalundborg var værter for National Cup, men til næste år tager klubben en pause.
- Vi har haft det to år i træk, sidste år var første gang på den nye bane. Men vi skal ikke holde noget til næste år, det giver tid til at justere baneforhold, og oven på et par hårde år gør det ikke noget, at vi lige trækker vejret, lyder det fra Jan Larsen.