Matas åbner ny, stor konceptbutik i Sillebroen

Efter blot 12 dage med håndværkere og renovering klipper Matas på fredag snoren til en både større og anderledes butik, der nu med mere end 300 kvadratmeter bliver én af de største på Sjælland

Efter blot 12 dage med håndværkere og renovering klipper Matas på fredag snoren til en både større og anderledes butik, der nu med mere end 300 kvadratmeter bliver én af de største på Sjælland

frederikssund Støv og larm fra værktøj og maskiner har lydt bagved de lange, sorte mørklægningsgardiner, hvor håndværkere i snart 12 dage har arbejdet 24/7 med udvidelsen af Matas butikken i Sillebroen, der indtil nu har lignet sig selv siden åbningen af centret i 2010.

Men 12 dage er det, der skal til, for at butikken fra på fredag bliver en del af Matas koncernens nye butiks- og oplevelseskoncept Matas Life, hvor kunderne i langt højere grad vil kunne gå på opdagelse i butikken, der vil være kendetegnet ved inspirerende indretning, nye produkter og et helt nyt kasseområde, der skal lette købsprocessen.

"Vores kunder har i dag nogle helt andre forventninger til deres oplevelser i butikker, end man har set tidligere. Det er ikke nok bare at have en butik, nogle gode varer og så selvfølgelig dygtige ansatte og god rådgivning. Kunderne vil have en individuel oplevelse, hvor der er plads til, at de kan få det præcis, som de vil have det. Hvad enten de er ude for at blive inspireret, eller de bare vil lave en god og hurtig handel," udtaler direktør for Matas-butikkerne, Søren Thomsen, der tror på, at kunderne vil få en langt mere skræddersyet oplevelse, som de ikke får på nettet eller i supermarkedet.

Butikskonceptet er et led i koncernens nye strategi "Et fornyet Matas", der skal forsøge at imødegå den voldsomme konkurrence fra nethandel og billigere alternativer som for eksempel fra lavpriskæden Normal, der de seneste år har presset den gamle gigant på skønhedsmarkedet.

I år har flere end ti af Matas kædens 277 butikker indtil videre gennemgået den store makeover, som udover en ny visuel fremtoning også betyder en ændret købsproces. Ifølge butikschef i Matas Sillebroen, Caroline Schrøder Rützou, kommer det blandt andet til at afhjælpe et velkendt dilemma:

"Før fulgte vi kunden helt til dørs, fra de kom op til kassen, hvilket betød, at vi ind imellem gik fra kassen for at hjælpe kunden med hjælp og vejledning ude i butikken. Og med flere forskellige kasser i butikken kunne kunderne derfor have svært ved at finde ud af, hvilke kasser der var åbne. Nu kommer der kun til at være én kasse centralt i butikken med faste medarbejdere, og de andre vil være ude på gulvet for at hjælpe kunderne med rådgivning og med at finde deres varer. På den måde vil kunderne hele tiden føle, at de får præcis den hjælp, de har brug for,"

Caroline Schrøder Rützou tilføjer, at det nye koncept i højere grad vil byde på oplevelser for kunderne med områder med sanse-barer og make up borde med spejle, der vil give bedre muligheder for at afprøve produkterne, så man er sikker på at komme hjem med den rigtige nuance på den nye læbestift.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...