En forårsaften i april gik Egon Jacobsen over på sportspladsen i Køng. Året var 1956, og han havde fire måneder forinden krydset sognegrænsen for at forfølge sin drøm og starte i lære som købmand, selvom hans far gerne havde set, at han var blevet vognmand. Pludselig kom en mand imod ham. Det blev skelsættende for hans liv.

- Hvad skulle en 14-årig knægt lave i Køng andet end at gå ned og se dem spille fodbold. Jeg var på sportspladsen, da Arne “Gamle” Hansen kom og spurgte, om jeg ville hjælpe med at træne drengene, fortæller Egon Jacobsen, der som barn havde sparket lidt bold i Over Vindinge men aldrig på hold.

- Jeg var ikke andet end en stor knoldesparker. Men jeg kunne godt tænke mig at prøve, og så blev jeg bidt af det, smiler han.

Revset af svigermor

Det blev til 68 år med trænerjobs, dommerfløjte og bestyrelsesposter ved siden af familielivet og jobbet som landpost. Og selvom han siden 1962 har haft base i Lundby, har det altid været med forkærlighed for Køng, hvor han i 1967 som 26-årig fandt sin udkårne.

- Svigermor kunne ikke forstå, hvad Kirsten så i mig, for jeg rendte altid til fodbold. Hun håbede, at hendes datter ville komme til fornuft. Det var hårde ord, siger Egon Jacobsen, der til gengæld fik fuld opbakning af den lokale sognefoged i Køng, da han otte år forinden skulle vælge, hvor han ville aftjene sin værnepligt.

Han manglede to centimeter for at kunne blive garder, så Frits Dyring, der handlede hos købmanden, hvor Egon Jacobsen stod i lære, foreslog den unge mand at vælge fodfolket ved Vordingborg Kaserne. På den måde kunne Egon Jacobsen passe sin fodbold i Køng, for "vi kan ikke undvære dig”, lød det fra sognefogeden.

Frivilligheden smittede, og på et tidspunkt vaskede Kirsten Jacobsen trøjer for fire-seks fodboldhold om ugen. Hun blev berømt for sin tørreplads i haven, hvor fodboldtrøjerne hang i nummerorden.

37 år med kaffe

Da Idrætsforeningen Svend Gønge i 1986 overtog forpagtningen af Køng Forsamlingshus - i dag Køng Egnshus - blev Egon Jacobsen bestyrer. I 37 år dækkede han op til fester, lavede kaffe til begravelser, generalforsamlinger og spillermøder og skovlede sne. Han fik god hjælp af sin hustru, der var sygehjælper på Rosenvang og arbejdede om natten.

- Hun sov om formiddagen, og om onsdagen gik hun over og lavede kaffe til pensionisterne. Når jeg fik fri, gik jeg over og hjalp til. I samtlige 37 år lavede vi kaffe til pensionistforeningen hver onsdag otte måneder om året, forklarer Egon Jacobsen, der nu bare er almindeligt medlem.

- Jeg kan ikke undvære onsdagene, men nu kommer jeg bare og drikker kaffen, smiler Egon Jacobsen, der i 10-12 også passede kantinen i Svend Gønge-Hallen. Med fem børn har han desuden siddet i forældreråd, ligesom han en overgang var med i den lokale brugsforening.

Pludselig blev telefonen tavs

Han mistede Kirsten Jacobsen for tre år siden - otte dage før hans 80-års fødselsdag. På grund af coronarestriktionerne måtte han ikke besøge hende på sygehuset, så de ringede sammen hver dag. Men pludselig blev telefonen tavs.

- Det var hårdt, siger Egon Jacobsen, der var tæt på at stoppe som frivillig. Men han besluttede sig for at tage sig sammen, som han siger. Heldigvis har han stadig sine børn og børnebørn omkring sig. Det længste, han må køre, er Vålse og Præstø.

- Vi er en stor stærk familie. Vi holder sammen som ærtehalm, siger Egon Jacobsen, der har givet egnshus-stafetten videre til sin datter, fordi hun kan det der med computere.

Alle i familien er eller har været foreningsmennesker, og når børnebørnene spiller kamp, er bedstefar med på lægterne.

Han har aldrig råbt af sine spillere, men når han fløjtede, stod de der i løbet af et splitsekund. Nutidens børn er mere frie, siger Egon Jacobsen, der altid har haft et godt tag på børn. Han droppede dog selv trænergerningen, da børnebørnene kunne løbe fra ham, for er man ikke den hurtigste, er det svært at sætte sig i respekt.

Han glæder sig til årets sæsonstart, hvor han for første gang kan opleve fire af sine børnebørn spille på samme hold.

- Jeg synes, at jeg har gjort en forskel ved at lave så meget frivilligt arbejde. Og det har gjort, at mange unge er kommet her gennem årene. Her har aldrig været tomt, siger Egon Jacobsen om hjemmet i Lundby.

Begynder at nage

Han har altid sat en stor ære i at have en flot have. Den bliver der mere tid til nu. De fire-fem kilometer lange gåture fire gange om ugen holder han trods sine 82 år også fast i. Han ved godt, at han er en ener. Hvis man vil holde på de frivillige, skal man være ærlig om forventningerne til dem. Hvis man vil værdsættes som frivillig, skal man passe sine ting.

- Jeg har altid været en person, man kunne stole på. Jeg er aldrig kommet for sent på arbejde eller til træning, siger Egon Jacobsen, der kun har meldt afbud til ét bestyrelsesmøde, én generalforsamling og én onsdag som kaffebrygger i pensionistklubben.

Han har undervejs modtaget hæder for sin indsats, men den største var, da han i 2004 blev udnævnt til æresmedlem af Idrætsforeningen Svend Gønge. Han er flere gange blevet spurgt, hvorfor han ikke tager to år mere, men som 82-årig vil han - efter 68 år i frivillig tjeneste - gerne have lidt mere tid til sig selv.

- Når det først begynder at nage, skal man ikke bare hænge på for at få et jubilæum. Jeg skal nok blive fejret. Jeg har brugt mange timer, men jeg har ikke fortrudt et eneste sekund, at jeg sagde ja dengang. Der har været mange glæder og ikke ret mange bekymringer, siger Egon Jacobsen, der onsdag bliver fejret i Køng Egnshus. Selvom han officielt stopper, lægger han dog ikke frivilligheden helt bag sig.

- De kan stadig bare ringe. Uanset om der skal laves kaffe eller skovles sne, eller om der mangler en linjedommer eller en holdleder. Jeg er der jo alligevel, siger Egon Jacobsen.

- Det er ikke godt at vide, hvor jeg var havnet, hvis Arne “Gamle” Hansen ikke havde spurgt den aften i 1956.