Den dag, de fik nøglerne til Ericavej 149, fyldte en flok flygtninge og frivillige en bus og kørte hen til adressen. De låste døren op og trådte ind i lokalerne, der alle havde store væg til væg gulvtæpper. En irakisk mand lagde sig straks ned på ryggen og udbrød med et suk:

"Her vil jeg gerne bo."

Året var 1999, og Netværkshuset, Gentoftes aktivitetshus for flygtninge og indvandrere, så dagens lys. Vejen derhen begyndte dog en del år før. I en sommerferie, i Arne Madsens stue.

Fjernsynet flimrede med billeder fra fangelejre i det krigshærgede Jugoslavien, og herhjemme stod de nordsjællandske kommuner med Gentofte i spidsen i kø for at sige, at de ikke havde plads til de mange mennesker, der nu var drevet på flugt op gennem Europa. Det kan da ikke være rigtigt, tænkte Arne og satte sig til tasterne. Kronikken fik en central plads i Politiken. Overskriften lød: 'Skammen fra de riges bord'.

Snart betød den voksende flygtningestrøm, at Dansk Flygtningehjælp så småt begyndte at gøre sit indtog i kommunen. Organisationen lejede en fløj på Sankt Lukas Stiftelsen og flere villaer rundt omkring til at huse især bosniske familier.

Alt imens sagde Arne farvel til skolelederjobbet på Busses Skole og gik på pension. Nu ville han male billeder. Men så ringede telefonen. En ven havde set en annonce i Villabyerne.

Dansk Flygtningehjælp ledte efter frivillige her i Gentofte. Det måtte da være noget for Arne, og det var det jo.

En bankmand, en viceskoleinspektør, en journalist, en seminarielærer og en pensioneret skoleleder var rørende enige. Flygtninge, der kom til Gentofte, skulle have en ordentlig velkomst. De mødtes på Lynæs Fort i Hundested sammen med andre frivillige fra Nordsjælland.

De øvede sig i, hvad de skulle sige, når de kontaktede Gentofte Kommune for at søge penge til projektet. Arne husker, at de satte et rollespil op og fik en frivillig fra en anden kommune til at spille borgmesteren.

"Vi gik meget hårdt til ham, og han blev rigtig vred. Han syntes, vi var for grove. Det var vi også, for der var meget frustration og vrede. Men vi fik det hurtigt drejet til noget konstruktivt, synes jeg."

Derfra gik det stærkt. Gentofte-borgere strømmede til for at blive en del af den nystartede velkomstkomité. Da gruppen var vokset til omkring 40 mennesker, stiftede de foreningen 'Netværksgruppen for flygtninge i Gentofte'. I efteråret 1998 fik de lov at låne Hellerup Kirkes sognegård nogle aftener om ugen, og inden længe blev der undervist i dansk, holdt foredrag og drukket kaffe her.

Deres ansøgning om støtte til at finde et fast sted at være lå hos Gentofte Kommune i tre måneder, før socialdirektøren ringede og bad om et møde. Folketinget havde besluttet at flytte ansvaret for at tage imod flygtninge fra Dansk Flygtningehjælp til kommunerne, og der var ikke meget tid til forberedelse. De nye regler trådte i kraft 1. januar 1999.

'Til leje' stod der i vinduet på den lave aflange bygning, der ligger lige på grænsen mellem Gladsaxe og Gentofte, få skridt fra Kildebakke Station. Arne og de andre kiggede ind gennem ruderne, og det så lovende ud.

Siden mødet med kommunen havde de ledt med lys og lygte efter et sted, der var til at betale. Et nedlagt vinlager på Strandvejen, en gammel villa på Callisensvej, et hus ved Gentofte Station. Det var altsammen enten for dyrt eller ubrugeligt.

Men Ericavej 149 lignede en oplagt mulighed. Bygningen havde i sin tid huset Arbejdsformidlingen, senere et medicinalfirma, og nu var det ejet af en mand, hvis sønner drev et computerfirma. De brugte dog kun kælderen, og lokalerne ovenpå var mere end rigeligt for Netværksgruppen. Det var forår, og da sommeren kom, var stedet deres.

"Når jeg sidder og kigger på alle de her programmer, så tænker jeg da: Hold da kæft, hvordan har jeg egentlig overkommet det?"

Arne bladrer gennem den tykke mappe, han har slået op foran sig. Den rummer de allerførste foldere, Netværksgruppen lavede, mens de stadig holdt til i sognegården, og så bugner den af beviser på de hundredevis af arrangementer og tilbud, som frivillige og flygtninge har deltaget i i løbet af de to årtier, der er gået, siden det hele begyndte.

Sprogskole, cykelundervisning, lektiehjælp, fællesspisninger, kvindesvømning i Kildeskovshallen, søndagsfodbold for teenagedrengene, sommerudflugter til strand og skov, julefester med rødkål, træ og gaver.

Vi sidder i et mødelokale i Netværkshusets kælder. Rummene hernede blev ledige nogenlunde samtidig med, at der i 2015 pludselig gik mennesker på motorvejene. Fra at være vant til at tage imod 40-50 personer om året, skulle Gentofte nu modtage over hundrede, primært fra Syrien og Eritrea.

Nu er kælderen indrettet med et stort festlokale og et cykelværksted, som Arne har bibeholdt ansvaret for, efter han stoppede som husets formand for et par år siden.

Klokken har passeret 16.30. Det er torsdag. Ovenpå brummer kaffemaskinerne i køkkenet, en flok fyre står i en rundkreds og griner højt, mens stedets eneste lønnede medarbejder Frederik Hostrup bevæger sig i pendulfart frem og tilbage fra sit kontor og ned i det åbne fællesrum, hvor der blandt andet hjælpes med lektier i et lavt toneleje ved et par af de runde borde.

I lokalet ved siden af sidder en medarbejder fra kommunens borgerservice og drøfter nogle papirer med en ung mand. Borgerservice kommer herned en gang om ugen, det samme gør jobcenteret.

"Jeg tror, at det samarbejde med Gentofte Kommune, som vi har opbygget, er ret unikt i Danmark. Der er mange steder, hvor man har skullet kæmpe i lang tid for at skabe noget lignende," siger Arne, der ofte har følt sig nødsaget til at forsvare Gentofte over for omverdenen.

"Der er helt klart stadig nogle fordomme, fordi det dér fra 90'erne hænger totalt fast. Men jeg har haft masser af samtaler med Hans Toft, og vi kommer jo begge to ude fra Vestjylland. Ikke særlig langt fra hinanden. Så vi taler udmærket sammen. Jeg kan sagtens forstå argumenterne i den kritik, der kommer. Men jeg mener, at Gentofte Kommune har taget meget flot imod flygtninge."

Forleden mødte Arne en ung mand, som han for nogle år siden fandt en dansk kontaktfamilie til.

"Du ser så glad ud," sagde Arne.

"Ja," sagde den unge mand og fortalte, at han lige havde fået en læreplads som elektriker.

"Man kan se det hver gang, det er lykkes en flygtning at få et arbejde. Øjnene bliver helt anderledes, og ansigtsudtrykket ændrer sig. Det er rigtig dejligt at se," siger Arne.

De gode historier samler han på. For et sted som Netværkshuset huser også skæbner, der næsten ikke er til at bære. Mennesker med tunge traumer, der kæmper sig gennem hverdagen. Familier, der har svært ved at betale huslejen og ender i gæld. Unge drenge, der får de helt forkerte venner.

Gennem årene har forskellige bandekonflikter luret lige ovre på den anden side af kommunegrænsen uden at få tag i Gentofte. Og det bærer Netværkshuset en del af æren for, mener Arne:

"Vi har samarbejdet med politiet og taget os af de unge. Det, at man lukker dem ind og snakker med dem, og de er trygge ved én, er vigtigt. Selv om flere af dem har haft svært ved at komme ud af det dårlige miljø, så er det nogle gode drenge, som jeg har et godt forhold til, og som har stor tillid til mig, og det skal man passe på."

"Arne!" lyder det allevegne fra, da han træder op fra kælderen og begiver sig ned ad gangen mod køkkenet.

"Hej, hej," siger han roligt og lader sig kramme.

Han kommer her næsten hver dag. Nogle gange bare for at hente noget, men så er der altid nogle, der lige skal spørge om noget eller bare vil hyggesnakke.

Efter 20 år med Netværkshuset har Arne følgende at sige om, hvad der skal til for at opnå god integration:

"Det vigtigste, vi kan gøre, er at tage ordentligt imod de mennesker, som kommer, så de bliver glade for at være i Danmark og gerne vil sætte sig ind i det danske samfund og arbejde for det danske samfund. Det, mener jeg, er det klogeste, man kan gøre. Så bliver de simpelthen ligeså gode og måske bedre danskere, end vi andre er."