Bare rolig, hvis du hører til dem, der allerede nu er begyndt at savne de gode, velsmagende retter på spise- og spillestedet Pottegården på Ellinge Lyng i Odsherred, der lukkede efter efterårsferien.
Kate Jensen og Ulrik Hansen, der ønskede at stoppe efter 43 somre som værtspar, har lagt en god stak mad-opskrifter ud på Pottegårdens hjemmeside, så man kan klikke ind i og nærstudere ingrediens-lister og fremgangsmåder i »Madmor Kates« retter som de populære ostegratinerede kartofler, potte-gryde, nøddetærte, løg-bøffer, æblekage og hjemmelavet vanilje-is.
- Vi er blevet spurgt om opskrifter på nogle retter, som ikke er på hjemmesiden nu, så jeg vil sammen med min svigerdatter lægge flere opskrifter ud, blandt andet på is-rouladen, lover Kate Jensen.
Kate Jensen og Ulrik Hansen holdt afskedsfest lørdag den 26. oktober for gæster, venner og familie, hvor 180 dukkede op i løbet af dagen og deltog i hygge, løjer og spisning af blandt andet ostegratinerede kartofler.
- Vi havde en fantastisk dag, fortæller Kate Jensen, der havde forberedt maden i forvejen, så hun kunne deltage i festen sammen med Ulrik Hansen.
Kate Jensen og Ulrik Hansens to sønner, der begge har efternavnet Pottegård - Aske Helmer Pottegård og Anton Pottegård - havde skrevet en munter sang til forældrenes sidste dag på Pottegården.
- De er jo lykkelige for, at vi har sagt, at der vil komme nogle popup-koncerter fremover, og at vi allerede har booket Allan Olsen til næste år. Så sælger vi da ikke lige deres barndomshjem, siger Kate Jensen.
