Direktør: Det kan koste Ringsted Festival livet

Direktør for Ringsted Festival Anders Sørensen er bekymret for, hvordan fremtiden skal tegne sig for den lokale festivalsucces, hvis det ikke lykkes at få skabt campingpladser tæt på Ringsted Lystanlæg, hvor festivalen afvikles.

Han frygter samtidig, at usikkerhed om placeringen af campingområdet kan få negative konsekvenser for festivalen - nu, og på den lange bane.

- Vi skulle have åbnet op for salg af campingpladser den 1. november, og det har vi været nødt til at rykke til den 1. december. Det er et kæmpe problem, som i sidste ende kan koste festivalen livet, siger Anders Sørensen.

Gider ikke gå

Ifølge kontrakten mellem Ringsted Festival og Ringsted Kommune er kommunen forpligtet til at skaffe nye pladser til erstatning for de pladser, som nu nedlægges efter salg af grunden.

Men der er modstand imod at bruge fodboldbanerne til festivalens campingområde som foreslået af Ringsted Festival. Alternativet er derfor at flytte campingområdet længere væk fra festivalpladsen.

- Men hvis ikke der kommer erstatningspladser tæt på, vil kunderne ikke købe dem. De gider ikke gå halvanden kilometer fra Benløse for at komme til festival. Det er en kvalitet ved Ringsted Festival, at campingpladserne ligger tæt på. Ellers kan de lige så godt tage til Vig eller Langeland, lyder det fra direktøren.

Kom og vær med

Anders Sørensen undrer sig over, hvorfor sportsklubberne ikke melder sig på banen og vælger at tjene lidt til klubberne på festivalen.

- Vi bruger i dag klubber udefra. Men de kan jo lige så godt selv stå for det og tjene penge på det til deres foreninger, siger han og understreger, at han ønsker den bedste løsning for alle parter, både festivalen og de sportsklubber, som normalt bruger området.

Debat på Facebook

De seneste dage har debatten floreret på de sociale medier, hvor mange stiller sig kritiske over for forslaget om at inddrage fodboldbanerne. Den megen kritik har overrasket på Anders Sørensen.

- Det er kommet bag på mig, at reaktionerne har været sådan på den Facebook-kampagne, som der har været ført. Det havde jeg ikke regnet med, erkender han.

Torsdag drøftes spørgsmålet af tre forskellige politiske fagudvalg. Spørgsmålet skal også behandles på et kommende byrådsmøde.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...