Søstre er kommet hjem i cafeen hos Casa og Co

Bag maden i Cafe-Balstrupgård ved Ringsted står nu søstrene Pia og Danielle Rose.

Pia kokkererer, Danielle serverer, og det var ikke meningen, de skulle gøre det i den rustikke cafe på den gamle gård, hvor livsstilsbutikken Casa og Co også bor.

Søstrene overtog Selskabslokalerne på Dronningensgade i Ringsted i 2017.

De satte lokalerne i stand, og så var det ellers planen, at de skulle bruges til arrangementer og som base for søstrenes firma, Midtsjællands Catering.

Danielle og Pia Rose havde kun perifert kendskab til Balstrupgård dengang.

- Jeg kom her for to år siden, og jeg følte mig bare hjemme med det samme og tænkte: Hvor kunne det være fedt at få fat i den cafe. Men det virkede for uopnåeligt. Det er en tand for fint, når vi »bare« laver catering, forklarer Danielle Rose til DAGBLADET Ringsted.

Men så var det, at Morgan og Thomas Dietrich i maj måned i år slog op på Casa og Cos hjemmeside, at de har rigeligt at gøre med at drive deres livsstilsbutik i Balstrupgårds ene længe, og derfor manglede forpagtere til cafeen i den anden.

Storesøster Danielle meddelte nærmest som en orienteringssag til lillesøster Pia, at de skulle byde ind som forpagtere af cafeen og sige selskabslokalerne op med det samme.

Pia Rose var noget lurens ved det.

- Vi nærmede os en opsigelsesfrist, og hvad nu hvis vi så ikke kom ind her. Så havde vi ingenting. Men Morgan og Thomas svarede, at vi skulle komme til møde. De ville gerne se os. Så kom jeg her og så det, og sagde lige med det samme: Ja, det er her, vi skal være. Her er rart. Jeg så køkkenet. Det er lille, men det er godt indrettet med en god udnyttelse af pladsen. Og kemien er god her, fortæller Pia Rose.

Søstrenes får ekstra travlt nu. For hvis det går, som det plejer, når Dietrich'erne juler i Casa og Co, og Merete Dreisig har kunder i tøjbutikken Depend ved siden af cafeen, bliver der tæt med kunder, som bliver sultne imens.

Men søstrene er vant til at lave catering til større selskaber, og det gør de fortsat.

Det er en del af forpagtningsaftalen med Casa og Co, at Pia og Danielle Rose fortsat har Midtsjællands Catering.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...