"Jeg har hugget hovedet af en fremmedarbejder og vil sende det til dig, hvis du til gengæld vil hive neglene af og sende dem til mig". Denne besked modtog en lærer på Anholt i 1973. Afsenderen af beskeden var Alice Mandragora, ypperstepræstinde ved Satankulten på Anholt.
Det blev startskuddet til den vanvittige historie om en satanisk kult, der trækker tydelige tråde til Køge Museum, hvor der gennem en årrække på mere end 30 år er fundet adskillige sataniske genstande og effekter gemt rundt om i museets udstillinger.
Netop denne utrolige historie sætter Køge Museum fokus på til filmfordraget "Satanisten på Køge Museum", der løber af stablen mandag 28. oktober. Her vil man som besøgende starte med en times filmfremvisning af dokumentaren "Satankulten på Anholt", hvor de to dokumentarister, Jonas Bech og Kristian Ussing, drager på en rejse gennem Danmark - og forbi Køge Museum - i jagten på den sagnomspundne kult. Her støder de undervejs på nye sataniske fund og mærkværdige sammenfald, der i sidste ende leder frem til en overraskende og uforudsigelig konklusion.
Efterfølgende vil museumsinspektør på Museum Sydøstdanmark, Berit Christensen, fortælle historien om Satankulten på Anholt og Satanisten på Køge Museum med de nyeste spor og opdateringer i sagen samt fremvise nogle af de genstande, som er blevet efterladt i årenes løb, og som museet i dag råder over.
Arrangementet finder sted mandag 28. oktober klokken 19-21. Billetter koster 75 kroner i forsalg på www.koegemuseum.dk eller 85 kroner i døren.
