Der er søndag eftermiddag opstået brand på Algestrup Gods mellem Føllenslev og Eskebjerg.
Brand og redningskorps er på stedet.
Sjællandske Nyheders reporter på stedet fortæller, at branden er voldsom og har fat i den ene længe på godsets østfløj, der står i lys lue, og det meste er ødelagt
Længen rummer beboelse, men beboerne er for længst sluppet i ud i god behold, oplyser politiet.
Politiet kan endnu ikke sige noget om brandårsagen, men politietsindsatsleder oplyser, at branden er begyndt i den ende som rummer et lager. Hvad der er har været på lageret vides endnu ikke.
Branden kunne ses langt omkring og har vakt opsigt. Flere nysgerrige står langs vejen er ser på.
Det er tredje gang, at godset er ramt af en stor brand
I august 2008 brændte godsets vestfløj - en gammel staldlænge, som blandt andet indeholdt maskiner og så sent som i juli i år brændte en fritliggende lade, indeholdende 600 rundballer.
Branden er under kontrol og breder sig ikke. Der er omkring 25 brandfolk, fra Asnæs, Snertinge og Kalundborg samt en tankvogn fra Mørkøv.
Derudover er der paramediciner på stedet.