Det er en mand med en lang erfaring med Køges beredskab, som nu skal stå i spidsen for det nye ETK Brand og Redning.
Søren Rasmussen blev første gang ansat i Køges kommunale beredskab i 1997. Her var han ansat som viceberedskabschef helt frem til bereskabsreformen i 2016, hvor man nedlagde de enkelte kommuners beredskab til fordel for det fælleskommunale Østsjællands Beredskab, der var et samarbejde mellem otte kommuner.
I Østsjællands Beredskab var Søren Rasmussen ansat som operativ chef.
Nu er han ansat som ny beredskabschef for Køge, Solrød og Stevns Kommuner
- Undervejs i det gamle beredskab, inden vi oprettede Østsjællands Beredskab, har jeg passet i Solrød i en årrække, jeg har været udlånt til Stevns, og vi passede Skovbo inden kommunefusionen, siger Søren Rasmussen.
Har prøvet på egen krop
Karrieren begyndte i Statens Beredskab. Her blev appetitten på livet som brandmand vakt.
- Statens Beredskab var ikke det, der blev indsat hver dag, så jeg måtte over i brandvæsnet for at prøve det på egen krop. Det blev til syv-otte år i det daværende Københavns Brandvæsen, fortæller Søren Rasmussen, der både arbejdede som brandmand og ambulancefører i Københavns Brandvæsen.
Nu ser han frem til opgaven med at få et helt nyt brandvæsen op at stå.
- Det spændende for mig er bredden af både de forebyggende og det afhjælpende, at finde de rigtige balancer. At tilpasse det, så det fungerer i dagligdagen. I vores områder med Solrød, Køge og Stevns har der været en meget stor udvikling, som gør, at vi skal holde os skarpe på rigtig mange ting. Det gælder både byggeri og infrastruktur. De indeholder alle risikomomenter, som vi gerne skulle forudse, før de sker og forebygge bedst muligt, lige som vi skal være i stand til at håndtere de ting, som alligevel kommer til at ske. Det er både proaktivt ogg reaktivt, det her, forklarer Søren Rasmussen.
Opvokset lokalt
Søren Rasmussen kender også området privat.
- Jeg har været bosat i området hele mit liv og er opvokset i Ejby, fortæller Søren Rasmussen, der er 52 år gammel.
I dag bor han lige uden for Køge sammen med sin hustru, deres to døtre og en lille hund.
Søren Rasmussen refererer til tre selvstændige beredskabskommissioner i Køge, Solrød og Stevns kommuner.
ETK Brand og Redning træder i kraft 1. januar 2020.
