Se billederne: Furesøens Loppemarked skød sæsonen i gang med godt humør og morgenbrød

Søndag morgen tog Furesøens Loppemarked hul på sæsonen - og traditionen tro var det med balloner, morgenbrød og godt humør

Alle sejl var sat til, da Furesøens Loppemarked søndag morgen tog hul på sæsonen. Allerede fra tidlig, tidlig morgen var der aktivitet på Rådhuset, hvor de første stadeholdere kom til for at gøre klar.

Klokken 9 åbnede det populære loppemarked for alvor, og traditionen tro var det med hjælp fra borgmester Ole Bondo Christensen. Herefter var der som tidligere år gratis rundstykker og balloner til børnene.

Denne søndag kom også FC Nordsjællands populære maskot Timba og hyggede om børnene, ligesom der blev delt 200 fribilletter ud til kampen mellem FC Nordsjælland og FC Midtjylland, der spilles i dag mandag den 29. april.