Lagkagehuset er åbnet

Der var hverken fest, flag eller snorklip, da Lagkagehuset tidligt onsdag åbnede på Hillerød Station, men en god gedigen hverdag med gratis kaffe til de købte kager, brød og sandwich er heller ikke at kimse ad.

- Al arbejde omkring bygningen er jo ikke afsluttet, men vi er 100 pct. på plads her hos os, siger butikschef Martin West, der fra kl. 6 stod klar til at betjene de første kunder i den ombyggede stationsbygning. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Skiltet med Lagkagehuset er også sat op, men 7Eleven er endnu ikke rykket i den modsatte fløj af bygningen med den fine glasfacade foran og bagved. Udover at det mangler den sidste finpudsning i ude-området.

Alligevel var der pænt rykind midt formiddag i Lagkagehuset med plads til godt 20 siddende gæster, og for at leve op til navn og varemærke var der til åbningsdagen produceret en stor lagkage, men den var hurtigt væk.

Og spandevis af kaffe blev lavet - og drukket.

Sjællands nordligste

- Der har været pænt med gæster, men Hillerød er jo også en stor by, som vi længe har haft kig på - og snart følger en butik i Helsingør-området, men netop nu er vores butik her den nordligste på Sjælland, fortæller Martin West.

Lagkagehuset tæller hele 108 butikker over hele landet samt i London og New York, og ekspansionsevnen er intakt. Forleden åbnede en butik i Køge - og nu altså i Hillerød og med en attraktiv placering på stationen med mange rejsende morgen og aften. Også set i et fremtidsperspektiv, hvor Nordsjællands største togstation ikke ligefrem mister betydning med rejsende til og fra det nye supersygehus.

Chokoladebolle et hit

Og hvad er så dagens clou i Lagkagehuset med udsigt til Hundested-toget og de røde S-tog?

- Wienerbrød og boller er det, som der traditionelt går mest af om formiddagen, men vores chokoladebolle til 15 kr. er også et hit. For dem, der hurtigt skal have en snack med i toget, er chokorug et godt tilbud. Den koster 12 kr., og man kan få tre for 28 kr., fortæller Martin West.

Han er helt klar til at endnu flere rejsende samt Hillerød-borgere opdager, at Lagkagehuset er kommet til byen. Med kager, brød og sandwich. Foruden al slags kaffe. Og så er der i øvrigt åbent alle ugens dage fra kl. 06 til 19 på hverdage samt 07-18 i weekenden og på helligdage.

nici

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...