Borgere står sammen imod dårligt net

Med streaming-tjenester, små gamere i huset og en hjemmearbejdsplads, oplever flere borgere i Gentofte Kommune, at netforbindelsen svigter. På Vemmetoft Allé har en borger nu startet en Fibernet-forening til bekæmpelse af dårligt net

Med streaming-tjenester, små gamere i huset og en hjemmearbejdsplads, oplever flere borgere i Gentofte Kommune, at netforbindelsen svigter. På Vemmetoft Allé har en borger nu startet en Fibernet-forening til bekæmpelse af dårligt net

fiber "Det, som vi oplever nu, bliver kun værre."

Sådan formulerer Gentofte-borger Mads Toft frustrationen over netforbindelsen i Gentofte Kommune. Med flere og flere husstande, der i dag streamer tv-kanaler, ser serier og film fra streaming-tjenester som HBO og Netflix, børn der gamer inde på værelset eller med en hjemmearbejdsplads, ja, så har vi så stort et pres på nettet, at det ikke længere kan følge med og hakker. Og ifølge Mads Toft peger fremtiden kun på flere applikationer - alt fra regulering af lys til temperaturen i køleskabet samt styring af alarmer - som kræver en stærk forbindelse.

"I Gentofte Kommune er der et stort område, som ikke har andet end gamle kobber-forbindelser, som giver en hastighed på nettet, der simpelthen er for dårlig. Lige nu er det en stor irritation, men på sigt er systemet heller ikke fremtidssikret i forhold til, at det digitale niveau stiger. Jeg ser netforbindelse lige så fundamental som veje. Det handler om god infrastruktur i kommunen, og der synes jeg, at kommunen har snorksovet," siger Mads Toft.

For halvandet år siden begyndte han selv at kigge sig om efter andre løsninger og kom frem til fibernet som den bedste løsning. Men det skulle vise sig ikke at være så let som enkeltperson. Netudbydere kunne ikke tilbyde fibernet til enkelte husstande. I november 2018 dukkede Mads Toft op til et borgermøde på Gentofte Rådhus omkring fibernet i kommunen.

"Men der var bare dårlige oplæg fra to udbydere uden konkrete løsninger. Efter det møde gik jeg hjem og satte mig ned for at finde ud af, hvordan man kunne gribe det an sammen med en anden borger, som jeg mødte til mødet og var lige så frustreret som jeg," siger Mads Toft.

Efter en lang samtale med forskellige udbydere fandt Mads Toft ud af et short-cut. Hvis interesserede borgere stiftede en forening, så var især YouSee pludselig lydhør for at komme ud og grave fiberledninger ned. Foran de to Gentofte-borgere stod nu arbejdet med at få kontakt med 500 husstande i en radius omkring Vemmetoft Allé for at indsamle de mindst 200 forhåndstilkendegivelser. Aftalen med YouSee blev, at de lagde fibernet gratis ned, hvis husstandene til gengæld forpligtede sig til seks måneders abonnement.

Til andet borgermøde den 17. januar på rådhuset havde Mads Toft dialog med kommunen for at få lov at få lidt taletid om den nystartede fiber-forening. Det ønske blev afvist.

"Der gik pludselig principper i, hvad kommunen vil være afsender på i forhold til at vælge YouSee og ender med at sige nej for at bevare deres objektivitet. Jeg forstår dem godt, men det var et konkret projekt, og vi havde brug for opbakning fra kommunen til at sprede budskabet. Det var dødhamrende ærgerligt, at de ikke ville bakke op og støtte det som et lokalt initiativ fra nogle borgere for at få lidt medvind. Jeg er ligeglad med leverandøren, for mig handler det om at få fibernet," siger Mads Toft. En uge efter, sidst på eftermiddagen torsdag den 24. januar, stod der 35 borgere, lige fra den studerende til direktøren, hjemme i stuen hos Mads Toft. Alle klar til at gå ud og sprede budskabet om fibernet til 500 husstande på 21 veje. For ikke at bryde dørsalgsloven, blev budskabet afleveret i postkassen, mens folk på vejene blev stoppet op. Deadlinen hos YouSee lød allerede ugen efter, torsdag den 31. januar.

"Vi vil gerne skabe en bevægelse," siger Mads Toft.

Og det må siges, er lykkes. På fem dage fik den nystartede forening 'Gentoftes Fiber Venner' 191 nye interesserede.

"Vi skal nok komme i mål, men lige nu bekymrer jeg mig mest om, at der bor borgere på de 20 veje, som vil opleve, at der igen bliver gravet i deres område, uden at de får værdi af det. For helt reelt er det en god aftale, og jeg er helt sikker på, at man vil fortryde det. Lidt ligesom de borgere, der ikke fik trukket fjernvarme, da tilbuddet var gratis," siger han.

Mads Toft håber, at foreningens hurtige succes spreder sig til andre veje i kommunen. Gentofte Fiber Venner er allerede i gang med et nyt projekt, som skal dække yderligere 500 husstande.

"Og hvis det igen lykkes, er det en model, som andre veje blot kan kopiere og følge," siger han.

FiberløsningI dag kommer dit internet igennem kobberkabler, der er den mest udbredte metode til at levere bredbånd. Fibernet betyder, at du kan få internet, som er stabilt, hurtigere og med hastighedsgaranti.De 20 veje som Mads Toft og den nystartede forening kæmper for at få fibernet til er:o Adolphsvejo Anemonevejo Baunegårdsvej (2 stk)o Baunelukketo Bregentved Alleo Bregnevejo Edelgave Alleo Erichsensvejo Fauerholm Alleo Gisselfeld Alleo Gyldenholm Alleo Kildeskovsvejo Kløckersvejo Ledreborg Alleo Lorcksvejo Løvenborg Alleo Niels Andersens vejo Rosenfeldt Alleo Sassvejo Skolevejo Vemmetofte AlleBeboere på de 20 veje kan skrive sig op herinde: Gentoftefibervenner

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...