Det bliver mere komfortabelt at gå i biografen i Helsingør i fremtiden. Cinema Center investerer nemlig op mod syv millioner kroner i nye komfortable stole, og onsdag aften, når operaen La Traviata sendes live fra The Royal Opera House i London, bliver den første nyindrettede sal taget i brug.
Siden følger de øvrige sale i biografen på Rønnebær allé.
- Vi har valgt at opgradere biografsalene med nye komfortable stole, og enten kunne vi købe nogle billige eller også kunne vi vælge nogle lækre stole, som kan imødekomme biografgængernes ønsker, fortæller direktør for Cinema Center, Torben Villesen.
Stolene koster 12.000 kroner stykket, men så er de også indrettet med to motorer, så man kan indstille dem efter den enkelte biograf-gænger, og med regulerbar nakkestøtte, forklarer Torben Villesen.
Biografstolene er samme model som i den nyåbnede luksusbiograf i Hellerup, hvor filmproducent og biografejer Michael Obel har investeret et stort beløb. Obel er medejer af Cinema Center, så en opgradering af Helsingør-biografen er en naturlig følge i at ruste sig i kampen om biografkunderne.
- Vi har jo fået nye konkurrenter i Gilleleje og Hørsholm, så vi vil gerne gøre noget ekstra for at tiltrække biografgængerne, og så trængte vi ærlig talt også til en fornyelse af biograf-stolene. De nuværende er fra 2004, fortæller Torben Villesen.
Udskiftningen af biografsæder fortsætter efter vinterferien - den 18, februar, og inden længe er alle sale i Cinema Center udstyret med det nyeste nye indenfor biograf-indretning.