20-årig købte kniv i Kvickly 16.32: Syv minutter senere blev kvinde stukket i halsen

Foto: Presse-fotos.dk

Foto: Presse-fotos.dk

Kort tid inden det alvorlige knivstikkeri på Taastrup Torv gik en 20-årig mand i Kvickly, hvor han spurgte en medarbejder om vej til køkkenknivene.

Det dokumenterede anklageren hos Vestegnens Politi ved grundlovsforhøret ved Retten i Glostrup, hvor den 20-årig mand tirsdag eftermiddag sidder sigtet for drabsforsøg mod en kvinde. Her fremlagde anklageren, hvad politiet mener, der er sket.

Ifølge politiets efterforskning mener man, at den 20-årige gik i Kvickly og betalte for en grøntsagskniv. Det fremgår af en kvittering fra Kvickly, hvor eneste køb var kniven, der har en bladlængde på 11 cm. På kvitteringen står tidspunktet 16.32.

Klokken cirka 16.39 blev en kvinde i 40’erne stukket i halsen på åben gade på Taastrup Torv lige ude foran Kvickly.

Det var politiets efterforskning, der gjorde, at man fandt frem til den 20-årige mand, der også blev set på overvågning i butikken, ligesom et betalingskort, der tilhører den sigtede, blev brugt til købet og fundet på ham, da han blev anholdt klokken 19.34 mandag aften.

Det bestrides ifølge den sigtedes forsvarsadvokat ikke, at det er den sigtede på billederne. Den sigtede 20-årige nægter sig skyldig, men han ville ikke udtale sig i retten.

Dommeren mente dog, at der var grundlag for varetægtsfængsling, og derfor skal den 20-årig være fængslet i foreløbig ni dage.

Da der er tale om en psykisk syg person, bliver det en kortere periode af hensyn til ham. Han skal fængsles i surrogat, når der er en plads en ledig. Det vil sige, at det bliver på en institution.

Forsvareren tog forbehold for at kære varetægtsfængslingen.

Har du et tip eller ved du noget om hændelsen, så kontakt mig på kasper.ellesoe@sn.dk eller telefon 2619 9975

Klik dig ind på , og deltag i debatten og får daglige, friske nyheder fra dit nærområde.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...